Ikke nok videregående uddannelser
Faxe Kommune forventes at få problemer med at nå regeringens mål, om at 60 procent af ungdomsårgang 2020 skal have en videregående uddannelse
55 procent af Faxe Kommunes unge, der påbegyndte 9. klasse i skoleåret 2012/2013, forventes at tage en videregående uddannelse i løbet af de kommende 25 år. Det viser en profilmodel for 2013 fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Hele 44 af de i alt 98 danske kommuner forventes at få problemer med at nå regeringens mål, om at 60 procent af ungdomsårgang 2020 skal have en videregående uddannelse. Deriblandt Københavns Kommune der ligger på 59 procent.
Stevns Kommune ligger med 49 procent helt i bunden når det handler om videregående uddannelser. Kun i Læsø Kommune vil færre tage en videregående uddannelse. Her er tallet helt nede på 42 procent.
Ud af de 17 kommuner i Region Sjælland forventes hele 12 at få problemer med at nå de 60 procent.
Ifølge professor i statistik Peter Allerup, der er tilknyttet skoleforskningsprogrammet ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, er det ikke mærkeligt, at tallet varierer fra område til område.
– Grunden til, at den forventede gennemførelsesprocent er lavere i nogle kommuner på eksempelvis Sydsjælland, skyldes blandt andet, at flere uddannelsesinstitutioner er blevet flyttet, siger Peter Allerup. Det skriver Avisen.dk.
Derudover spiller de socioøkonomiske forhold som hjemmets uddannelse, erhverv og indtægt også en rolle.
Gentofte og Rudersdal kommuner nord for København forventer at få hele 80 procent af de unge igennem en videregående uddannelse. Kun otte kommuner ligger på 70 procent eller derover. Roskilde er topscoreren i Region Sjælland med 69 procent.
Tallet angiver hvor mange procent af den ungdomsårgang, som påbegyndte 9. klasse i skoleåret 2012/2013, forventes at tage en videregående uddannelse i løbet af de kommende 25 år.
- 1. Stevns 49 %
- 2. Odsherred 51 %
- 3. Kalundborg 52 %
- 4. Lolland 52 %
- 5. Faxe 55 %
- 6. Guldborgsund 55 %
- 7. Sorø 56 %
- 8. Vordingborg 56 %
- 9. Holbæk 58 %
- 10. Ringsted 58 %
- 11. Greve 59 %
- 12. Slagelse 59 %
- 13. Køge 60 %
- 14. Næstved 60 %
- 15. Solrød 61 %
- 16. Lejre 63 %
- 17. Roskilde 69 %
Fordelingen i kommuner er baseret på de unges bopælskommune i niende klasse.
* Beregningerne er lavet af Styrelsen for It og Læring på Danmarks Statistiks registre. Profilmodellen er en fremskrivning og derfor behæftet med en vis usikkerhed.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Ritzau
Kommentarer