Imponerende illustreret bog om Rosendals Historie

Faxe: Lørdag den 7. maj udkommer Jørgen Wittes dejlige bog om den lille herregård Rosendal ved Faxe.

Jørgen Witte skrev i 2003, på opfordring af Hans Michael Jebsen, manuskriptet til ‘Godset Rosendals historie cirka 1500 til 2000. Manuskriptet, der var på 200 sider, beskriver stedets historie i danmarkshistorisk sammenhæng og belyser dets særlige udvikling i landbrugsmæssig, industrimæssig og social sammenhæng.

Det er nu blevet til en bog på 304 sider, med mere end 150 illustrationer, udgivet af Forlaget Rhodos.

Rosendals historie’ er spændende, grundig og velskrevet. Den tager sin begyndelse med Ide Munk, som oprettede godset i 1554, og rækker mere end 500 år frem til Rosendal i dag. Rosendals ejere, eller deres ægtefæller, var i mange tilfælde fremtrædende og indflydelsesrige personer, og det giver lejlighed til mange strejftog ind i Danmarkshistorien.

Men Rosendals historie er også fæstebøndernes og kalkarbejdernes historie – bogen fortæller om århundreders levet liv, landbrugsdrift og kalkudvinding på egnen omkring Faxe.

Bogen afsluttes med en præsentation af den omfattende restaurering og renovering, som blev gennemført på Rosendal i årene 1999-2005. Dette afsnit er skrevet af den kendte arkitekt Niels Frithiof Truelsen (1938-2009), som forestod det gennemgribende og meget vellykkede projekt.

Man kan møde bogens forfatter til en reception i Boghuset på Torvegade i Faxe, lørdag den 7. maj mellem klokken 11 og 13, i anledning af udgivelsen

Kommentarer