Indbrud hos Mesterbageren i Haslev mandag aften
De tre unge indbrudstyve, som mandag aften blev fanget af overvågningskameraer under et indbrud hos Mesterbageren, virkede stedkendte.
Mandag den 5. februar klokken 23.25 var der indbrud hos Mesterbageren i Jernbanegade i Haslev. På overvågningsbillederne kan man se tre unge mænd bryde bagdøren op og gå målrettet efter nøglen til pengeskabet, som de tømmer for cigaretter, dagens omsætning og byttepenge. Det skriver Sjællandske.
Indbruddet blev filmet af overvågningskameraer, men den ene af de tre indbrudstyve, drejer det ene kamera, da han kommer ind i butikken.
– Det må simpelthen være nogen, der har været her før, siden de ved, hvor kameraerne er. De må ligge inde med en insider-viden om, hvor vi for eksempel gemmer nøglerne til pengeskabet, for de går målrettet hen og finder dem, siger bagermester Brian Hansen, der ikke umiddelbart mistænker nogen bestemt.
Da tyvene tømte pengeskabet tog de også alle nøglerne til resten af forretningen. Bagermesteren måtte derfor tilkalde en låsesmed, for at få skiftet alle låsene i butikken.
Kommentarer