Karise

Indsamlere søges til Kirkens Korshærs indsamling søndag

Karise: Kirkens Korshær afholder landsindsamling til fordel for fattige mennesker i Danmark søndag.

Søndag den 27. november 27. november holder Kirkens Korshær landsindsamling til fordel for fattige mennesker i Danmark.

I over 100 år har Kirkens Korshær hjulpet de fattige, de hjemløse og de ensomme i Danmark, men behovet for deres arbejde bliver kun større. Det oplever de hver dag på deres varmestuer og herberger i hele Danmark, hvor de møder de mennesker, der har det sværest. Dem, der lever på gaden, der ikke får nok at spise, der er utrygge og alene.

Bliv indsamler

Som indsamler tager det kun tre timer at hjælpe dem, der mangler. Man kan melde sig som indsamler på danmarkmodfattigdom.dk og oplyse sit postnummer, så bliver man kontaktet af det lokale indsamlingssted.

Hvad går pengene til?

De indsamlede midler går til Kirkens Korshærs arbejde med hjemløse, fattige, ensomme og psykisk sårbare mennesker i hele landet. Blandt andet driver Kirkens Korshær herberger, varmestuer, bofællesskaber for tidligere kriminelle, for sårbare unge og for misbrugere, samtaletjenester og støttende arbejde for udsatte familier. Her kan mennesker, der ikke har andre muligheder, få en seng at sove i, en skulder at græde ud ved og, hvis de ønsker det, hjælp til at løse deres problemer.

Indsamling i Karise

I Karise mødes indsamlerne klokken 11.30 ved Kirkens Korshærs butik på Bredgade i Karise. Man kan bare møde op. Man kan følge Kirkens Korshær Genbrugsforretning Karise og Fakse Ladeplads på facebook.

I dagens anledning er genbrugsbutikken i Karise åben fra klokken 11.00 til 17.00. Der er ikke åbent i Faxe Ladeplads.

Kommentarer