Indstil dine kandidater til årets tre erhvervspriser
Vanen tro skal tre erhvervspriser uddeles, når Business Faxe den 14. november 2018 samler erhvervslivet om årets store konference.
Vær med til at fejre lokalt erhvervsliv ved at indstille din kandidat til Årets Virksomhed, Årets Iværksætter og Årets Turismepris.
Business Faxe byder i samarbejde med hovedsponsor Hera it lokalt erhvervsliv velkommen til årets store erhvervskonference onsdag den 14. november 2018. I år fokuserer konferencen på den digitale nødvendighed, og i løbet af aftenen kan deltagerne bl.a. gøre sig forhåbninger om at blive klogere på aktuelle emner som f.eks. data- og IT-sikkerhed, digital infrastruktur samt den digitale fremtid. Spørgsmålet: Hvornår får vi 5G til Faxe? søger konferencen også at finde et svar på.
Erhvervskonferencen danner vanen tro rammen om uddelingen af tre erhvervspriser, der i år gives til Årets Virksomhed, Årets Iværksætter og Årets Turismepris. Udover at være et festligt indslag så tjener prisuddelingen også et andet vigtigt formål, fortæller erhvervsdirektør Tomas Legarth:
– Vi synes, det er vigtigt én gang om året at samle det lokale erhvervsliv om et aktuelt tema, der optager de erhvervsdrivende uafhængigt af brancher. Vi benytter så lejligheden til at uddele tre priser for at hylde dem, der har fortjent en særlig anerkendelse. Vi mener, det er vigtigt at fejre de lokale succeser, fordi det kan være med til at styrke den lokale stolthed og skabe sammenhængskraft i det lokale erhvervsliv.
Tre priser – tre sponsorer – tre kriterier
For at komme i betragtning til en af de tre priser, skal nogle kriterier være opfyldt. Du kan indstille din egen virksomhed, men det kræver en rigtig god begrundelse, fortæller Tomas Legarth med et smil.
Prisen Årets Virksomhed sponsoreres af Sparekassen Sjælland-Fyn, og om kriterierne for prisen fortæller erhvervsrådgiver i Erhvervscenter Syd Jeanet Lindholm:
– Årets Virksomhed er en virksomhed i positiv vækst, der har visioner for fremtiden, er en aktiv ambassadør for Faxe Kommunes erhvervsliv og skaber arbejdspladser og tager et socialt ansvar.
Prisen Årets Iværksætter sponsoreres af Beierholm, og om kriterierne for prisen fortæller partner og statsautoriseret revisor Dorte Grøndal Hansen:
– Vi giver prisen Årets Iværksætter til en nyetableret og innovativ iværksættervirksomhed, der er kommet godt fra start, og som vi vurderer har potentiale for fortsat udvikling og vækst.
Prisen Årets Turismepris sponsoreres af Faxe Turismenetværk, og om kriterierne for denne pris, fortæller Gregers Münter, der sidder i turismenetværkets styregruppe:
– Vi giver Årets Turismepris til en virksomhed, kulturinstitution eller ildsjæl, der bidrager til udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv og øger innovationen og professionalismen med initiativer eller indsatser, der sætter Faxe på landkortet som destination.
Send dit bud på årets prismodtagere
Send en mail med en kort begrundelse samt dit bud på en værdig modtager af en eller flere af de tre erhvervspriser senest fredag den 12. oktober 2018 til erhvervsdirektør Tomas Legarth: tl@businessfaxe.dk. Kandidater til de tre erhvervspriser skal drive virksomhed i Faxe Kommune. Det er tilladt at indstille sin egen virksomhed.
De indstillede kandidater indgår i puljen, når styregruppen for årets konference nominerer tre kandidater til hver pris og i sidste ende kårer vinderne. I styregruppen sidder Tomas Legarth på vegne af Business Faxe, Gregers Münter på vegne af Faxe Turismenetværk, Dorte Grøndal Hansen på vegne af Beierholm og Jeanet Lindholm på vegne af Sparekassen Sjælland-Fyn.
Sæt kryds i kalenderen
Årets konference bliver afholdt onsdag den 14. november 2018 på Vibeengskolen. Invitation og tilmelding følger, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Hera it er hovedsponsor lige som Kaspersky Lab og Faxe-Haslev Posten også sponsorerer årets konference.
Kommentarer