Haslev

Infomesse om overgangen fra ung til voksen

Mød kommunen og bliv klogere på systemet – Faxe Kommune afholder Infomesse om overgangen fra ung til voksen den 1. november 2018 for unge med fysiske, psykiske og sociale funktionsnedsættelser og deres forældre

Når en ung med et handicap/en funktionsnedsættelse fylder 18 år, træder andre pargraffer, principper og lovgivning i kraft, ofte til stor overraskelse og frustration for både den unge og familien. Den overgang vil Faxe Kommune gerne hjælpe med at lette – derfor holder vi Infomesse for de unge og deres familier den 1. november.

Under temaet ”Fra ung til voksen med et handicap/en funktionsnedsættelse” kan de unge og deres familier komme til Infomesse og søge viden om hvordan det er, når man bliver myndig og har et handicap/en funktionsnedsættelse.

Det foregår på Kultunariet torsdag d. 1. november 2018 kl. 16-18.

Hele familien er velkommen til at komme forbi og søge råd og vejledning om det, som netop vedrører dem.

Meget ændrer sig, når den unge rammer de 18 år. Blandt andet får den unge voksne et større ansvar selv og familiens samlede situation vægtes ikke længere højest.

Med Infomessen ønsker Faxe Kommune at stille viden og oplysning til rådighed til dem, som har brug for det.

Infomessen er arrangeret med stande, hvor der vil være en lang række medarbejdere fra Faxe Kommune repræsenteret. Medarbejderne er klar til at svare på spørgsmål om for eksempel muligheder, lovgivning, regler, rammer, serviceniveauer, procedurer og meget andet.

Følgende områder vil være til stede:

  • UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning)
  • STU (Særligt Tilrettelagt Uddannelse)
  • Visitation, Pleje og hjælpemidler
  • Socialcentret – sagsbehandlere fra både børne- og voksenområdet
  • Jobcentret
  • Jobrehabiliteringscentret
  • Socialpædagogisk Center – længerevarende botilbud
  • Socialpsykiatri og Neurorehabilitering – midlertidig botilbud
  • Familie- og Ungeindsatsen – socialpædagogisk indsats

Kommentarer