Ingen besparelser på bemandingen
Borgmester Knud Erik Hansen (S) oplyser at der ikke vil ske besparelser på bemandingen på brandstationerne i Haslev eller Faxe.
Fredag den 24. februar fortsætter forhandlingerne i beredskabskommissionen for de fire kommuner, Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg. Her skal man diskutere de spareforslag som ledelsen for Midt- og Sydsjællands Brand & Redning har fremlagt. De skal ligesom resten af landets brandvæsener finde en besparelse på to procent årligt, hvilket svarer til 1,8 millioner kroner.
Beredskabets ledelse har blandt andet foreslået at førsteudrykningerne fremover skal består af holdleder og fem mand. Dermed vil er fremover være én mand mindre på udrykningerne i Faxe, Haslev, Næstved, Ringsted og Vordingborg. De øvrige stationer har allerede denne bemanding. Hermed kan spares 500.000 kroner årligt.
Læs også: Færre mænd på udrykningerne i Faxe Kommune
Men det er en dårlig idé mener Bo Engeset fra Haslev, der er medarbejderrepræsentant i beredskabskommissionen. Det skriver Sjællandske.
– Vi undrer os over, at reduktionerne skal ske i personalet. Vi har i forvejen Skandinaviens billigste beredskab, og yderligere reduktioner motiverer ikke personalet. Forhåbentlig kan effektiviseringerne findes i bedre materiel frem for besparelser, siger Bo Engeset til Sjællandske.
Ingen besparelser på bemandingen
Kommissionens næstformand, Faxe Kommunes borgmester Knud Erik Hansen (S), fastslår dog at der ikke vil ske besparelser på brandstationerne i Haslev eller Faxe.
– Der kommer ikke nogen besparelser i forhold til bemandingen af det udkørende beredskab i Faxe Kommune. Og vi har for længst lavet de administrative effektiviseringer ved at flytte vores medarbejdere til Næstved, siger Knud Erik Hansen til Sjællandske.
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning er et fælles beredskab for Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg kommuner, og blev etableret i april 2015.
Kommentarer