Ingen Rivierafest uden motionsløb og cykelløb
Gratis morgenmad, kræmmermarked, motionsløb, cykelløb, levende musik og helstegt pattegris, er bare en del af det traditionsrige lørdagsprogram til årets byfest i Faxe Ladeplads.
Lørdag den 29. juli klokken 10 inviterer Løbeklubben Sibirien alle der har lyst med til et motionsløb på 5 eller 10 kilometer med start fra p-pladsen ved OK Benzin på Faxevej i Faxe Ladeplads. Man møder bare op men det anbefales at komme i god tid, til indskrivning. Det koster 20 kroner at deltage. Efter løbet bydes der på forfriskninger sponsoreret af SuperBrugsen i Faxe Ladeplads.
Klokken 11 går starten for Riviera-cykelløbet ved Restaurant La Mer. Ruten er på 18 kilometer, så de fleste kan være med. Der cykles blandt andet forbi Brandskoven , Favrby, Stubberup, Blåbæk Mølle, Rosendal Gods og Stendyssen.
Cykelturen kan gennemføres på alle typer cykler, og deltagere kan selv bestemme om der skal holdes pause under vejs. Der er en gratis øl eller sodavand, til alle der gennemfører cykelløbet. Forfriskningerne er sponsoreret af Restaurant La Mer.
Det er Torben Lynghøj og Nikolaj Gudmandsen fra Faxe Cykelmotion der har taget initiativet til at afholde Riviera cykelløbet, som er en af mange aktiviteter i Riviera festugen.
Det store telt
Klokken 18 afholdes den traditionsrige fællesspisning i det store telt med helstegt pattegris, der serveres med kartoffelsalat og mix af grønne salater. Mens maden nydes spiller Kondi hyggemusik. Klokken 21 overtages scenen af 5Alive.
Læs også: 5 A-live spiller lørdag aften til Rivierafesten
Det lille telt
Fra klokken 10 er det muligt at købe lidt at drikke og spise i det Lille Telt i Lunden, der holder åbent til klokken 24. Foreningens salgsvogn er i Hovedgaden fra 9 til 16.
Lørdagsunderholdningen i Det Lille Telt starter klokken 14. Først vil det lokale orkester ’Krudtuglerne’ spille frem til klokken 17. Krudtuglerne skriver selv en del af deres musik, har deltaget i Grand Prix for handicap bands og spiller også kendte og populære sange som det i den grad er svært, ikke at synge med på.
Klokken 18 går DJ Shakkers på scenen.
Klokken 20 til klokken 24 overtager Keld og Nico – Keld Sand og Henrik Nicolaisen – scenen i Det Lille Telt. De har spillet sammen i over 30 år og de serverer sprudlende 50-60’er evergreens.
Øvrigt program lørdag
Der er gratis morgenbord til alle der har lyst i det lille telt i Lunden mellem klokken 8.30 og 10.30.
Kræmmermarkedet i Hovedgaden åbner klokken 9.00 og bliver ved til klokken 16.00. Vores allesammens trofaste Kondi fylder gaden med glade sange og god musik.
Kim Larsens Tivoli åbner for forlystelserne klokken 11.
Klovnen Trylle-Maj underholder i Det Store Telt klokken 11.00.
Bemærk: Bussen kører ikke på Faxevej lørdag og søndag mellem klokken 7.00 og 17.00. Busstoppestedet ved Gefion/Faxevej og øvrige stoppesteder på Faxevej er flyttet til stationen.
Kommentarer