Haslev

Ingen statslige arbejdspladser til Faxe eller Stevns

Christiansborg

Faxe Kommune: Regeringen har besluttet at flytte 3900 statslige arbejdspladser i København til provinsen.  

Torsdag den 1. oktober præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og skatteminister Karsten Lauritzen planen ”Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder”.

Ifølge planen har regeringen besluttet at flytte 3900 statslige arbejdspladser fra København til provinsen.

Arbejdspladserne skal ifølge regeringen fordeles på 38 byer.

Læs også: Sjælland klar med ønsker til statslige arbejdspladser

Men der kommer ingen statslige arbejdspladser til Faxe eller Stevns.

I vores område er det Næstved Kommune der får størst glæde af regeringens udflytning. Næstved får hele 395 statslige arbejdspladser, når Udlændingestyrelsen med 375 ansatte og del af SKAT flytter fra København til Næstved.

Ringsted får med i alt 281 statslige nye arbejdspladser også stor glæde af regeringens nye udspil, idet dele af BaneDanmark med i alt 270 ansatte skal flytte fra hovedstaden til Ringsted. Derudover skal Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane med 11 ansatte også flytte til Ringsted.

Nykøbing Falster får 86 nye statslige arbejdspladser. De skal fremover huse dele af Slots- og Kulturstyrelsen (60 ansatte) samt dele af Erhvervsstyrelsen (26 ansatte).

Top 12 over de byer, der får flest nye statslige arbejdspladser.

  • Næstved: 395
  • Sønderborg: 392
  • Odense: 286
  • Ringsted: 281
  • Hjørring: 257
  • Viborg: 248
  • Aalborg: 219
  • Aarhus: 201
  • Korsør: 190
  • Holbæk: 119
  • Slagelse: 121
  • Esbjerg: 105

Kilde: Statsministeriet

Kommentarer