International Pianist og Komponist gæster Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/10/makiko_hirabayashi.jpg)
Haslev: Makiko Hirabayashi fortæller om at være kvindelig instrumentalist i musikbranchen på Haslev Gymnasium
Torsdag den 23. oktober fra klokken 15 til 16 afholder Makiko Hirabayashi en intim koncert suppleret med artist talk om at være kvindelig instrumentalist i musikbranchen.
Makiko er født i Tokyo i 1966, hvor hun startede med at spille klaver som 4-årig. Hun er opvokset i Japan og Hong Kong, uddannet i Boston og har siden 1990 boet i Danmark. Hun har turneret hele verden rundt i jazz- og worldmusik regi, blandt andet med stjerner som slagtøjsmesteren Marilyn Mazur. Makiko har desuden udgivet 5 cd’er egne kompositioner.
Kvindeligt forbillede
Der har de seneste år været fokus på manglen på kvinder inden for rytmisk musik. 80 procent er mænd og kun 20 procent er kvinder, viser statistikken.
– Erfaringen fra musikskolerne peger på, at mange piger der spiller et instrument, holder op med at spille når de bliver 12-13 år. Det kan der være mange årsager til, en af de dem kan være manglen på kvindelige forbilleder. Men der er masser af fantastiske kvindelige musikere i Danmark, og det prøver vi at synliggøre med dette projekt, siger Lars Meiling fra JazzDanmark.
I samarbejde med World Music Denmark, SNYK og Rosa har JazzDanmark og Spil Dansk kickstartet projektet ’Kvindelige Forbilleder’ for at eksponere den enorme mangfoldighed i feltet af kvindelige musikere i dansk musikliv, i forbindelse med Spil Dansk Dagen. Projektet er opstået ud fra et samarbejde mellem Spil Dansk, JazzDanmark, Stengade, Rytmisk Center, Musikparlamentet, Wundergrund og Dansk Live.
Spil Dansk Dagen skal samle den danske befolkning på tværs af alle skel gennem den danske musik, og være en drivkraft for et øget fokus på og interesse for dansk musik, også resten af året.
Makiko Hirabayashi afholder koncert/foredrag torsdag den 23. oktober fra klokken 15 til 16 på Haslev Gymnasium, Skolegade 31, Haslev
Kommentarer