Internet, computer og e-dimser i Huset
Faxe Ladeplads: Huset i Hovedgaden afholder igen, igen IT-, PC- og smartphone café
Torsdag den 11. december fra klokken 19 til 22 afholdes der igen, igen, IT-, PC- og smartphone café i Huset i Faxe Ladeplads.
”Endnu en aften, hvor man får en hyggelig og givende aften, og vi deler hinandens udfordringer og ikke mindst erfaringer, med den moderne teknologi” siger Ole Kragh der som sædvanlig er ”tovholder” på dette arrangement. Han understreger samtidig:
”Det er hjælp til selvhjælp”. Vi kigger på iPads/tablets der driller, flytter billeder fra kameraet til computeren, uploader billeder til facebook eller sender med e-mail og roder i det hele taget med personlige moderne elektroniske dimser.
Man kan blandt andet få hjælp til Nem Id eller den Digitale Postkasse.
Deltagere bedes medbringe deres egne (bærbare) computer, smartphones eller digitalkamera og få hjælp til at ”få den til at makke ret”. Erfarne brugere af internet, computer og e-dimser opfordres til at kigge forbi og dele ud af deres viden.
Entréen er 20 kroner og der kan købes kaffe, te og kage og det forlyder, at det stadig er muligt at erhverve en Folkeaktie og dermed støtte driften af Huset.
Der er IT-, PC- og smartphone café torsdag den 11. december fra klokken 19 til 22 i Huset i Hovedgaden 40 i Faxe Ladeplads.
Kommentarer