Haslev

Intet ukrudtsmiddel i vandet fra Faxe Forsyning

Faxe Forsyning A/S kan oplyse, at selskabets drikkevand ikke indeholder pesticiderne chloridazon og chloridazon-desphenyl.

I mandags tog laboratoriet Eurofins prøver ved selskabets fire boringer og på de to vandværker på Bækvej og Energivej i Haslev, og af analyseresultatet fremgår, at forekomsten af pesticiderne ligger under detektionsgrænsen – det vil sige, at der med den akkrediterede analysemetode ikke er sporet de to stoffer i vandet. Detektionsgrænsen ligger på 0,01 mikrogram/l og grænseværdien er på 0,1 mikrogram/l – altså 10 gange mere end detektionsværdien.

Læs også: Vandet fra Haslev vandværk skal kontrolleres for pesticider

– Det er en rigtig god nyhed for os og vores kunder, at der ikke forekommer chloridazon i vores vand. Sådan ser situationen ud i dag. Nu afventer vi, hvad man finder ud af centralt i Miljøstyrelsen. Beslutter man dér, at der fremover – rutinemæssigt – skal analyseres for chloridazon på lige fod med en række andre stoffer, så følger vi selvfølgelig det, udtaler adm. direktør Henrik Ellermann.

– Når vi hører om noget ubehageligt, der rører sig andre steder i landet, så synes vi, at det er god latin at reagere, så vores kunder ikke skal gå rundt og være nervøse. Heldigvis var analyseresultatet godt, og havde det været til den dårlige side, så havde vi haft et forspring i forhold til den videre proces med at afhjælpe situationen, så drikkevandet igen kunne overholde grænseværdierne, udtaler bestyrelsesformand Lars Juul og han fortsætter:

– Jeg synes, at drikkevand er noget, vi skal kunne stole 100 pct. på. Vi skal nødig nå dertil, hvor vi er nødt til at overveje, om vi tør drikke vand direkte fra vandhanen, som vi kender det fra vores ferier syd på.

Man kan se analyserapporterne for de seks analyser på Faxe Forsynings hjemmeside.

Kommentarer