Isabella Østenby fra Faxe med i X Factor fredag

Faxe: På fredag stiller Isabella Østenby fra Faxe op i X Factor sammen med veninden Simone Tandberg fra Køge

Fredag d. 13. januar kan man se 20-årige Isabella Østenby (th) fra Faxe og hendes 19-årige veninde Simone Tandberg fra Køge prøve lykken som gruppen SimBel foran dommerne i X Factor.

Isabella Østenby, der er fra Faxe, er datter af byrådsmedlem Ghita Østenby og har siden hun var syv år spillet fløjte i Faxe Musikskole. Isabella vil gerne på musikkonservatoriet og har derfor valgt at gå på Musikalsk Grund Kursus i Køge. I fritiden har hun timer i køkkenet på ældrecentret Lindevejscentret i Faxe og synger i musikskolebandet Against The Wall.

Simone Tandberg fra Køge er i øjeblikket pædagogmedhjælper i en børnehave på fuld tid, men vil gerne læse musikvidenskab på universitetet, hvor hun kan fordybe sig i musikkens historie, teori og praksis.

De to veninder, der kender hinanden fra Køge Gymnasium, mødes ofte til hyggeaftener med sang og guitarspil.

Programmet de to veninder optræder i sendes på DR klokken 20 på fredag d. 13. januar.

Man kan se en forsmag på de to veninders optræden på DR’s hjemmeside

 

 

Kommentarer