Iværksætteraften i Huset torsdag
Faxe Ladeplads: Lokale iværksættere vil fortælle om at starte og drive virksomhed i vores område på torsdag i Huset.
Torsdag den 12. marts klokken 19.30 indbyder Huset til en spændende iværksætteraften med lokale, erfarne iværksættere, der vil fortælle om at starte en virksomhed og om at være selvstændig.
De tre iværksættere er Birgitte fra Fru Nielsens Galleri i Faxe, Jeppe Graa fra Madsynergi i Roholte og Helle Toft fra ES Maskinfabrik i Faxe Ladeplads.
Det er 3 meget forskellige virksomheder med helt forskelligt virke. De vil hver især holde et oplæg om hvordan de er startet op og hvordan det er gået. Der vil blive mulighed for at få en snak om muligheder og umuligheder for iværksættere i et lille lokalsamfund.
Efter deres spændende beretninger vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
– Det synes jeg er et meget vigtigt emne i Faxe kommune, hvor der er så mange muligheder og folk alligevel flygter til København, for at få arbejde og starte noget op” siger aftenens tovholder, keramiker Lise Vestergaard.
Lise Vestergaard har bedt de tre, om at medbringe materiale fra deres virke og vil selv tage lidt stentøj med.
Dørene åbnes klokken 19.00 og aftenen starter klokken 19.30. Det er Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening der står bag arrangementet.
Entréen er 20 kroner og der kan købes kaffe, te og kage.
Iværksætteraftenen foregår torsdag den 12. marts klokken 19.30 i Huset, Hovedgaden 40, Faxe Ladeplads.
Kommentarer