Haslev

Iværksætterevent på den store klinge

Hør Martin Thorborg, bliv skarpere på dit “why” og mød vinderen af Vækstfabrikkernes Iværksætterpris.

Den 31. oktober skruer Vækstfabrikkerne sammen med a-kassen DANA og Ringsted Erhverv helt op for iværksætterambitionerne i Ringsted Kongresscenter. Og der er allerede langt over 200 tilmeldte.

Der kommer fuldt fokus på iværksætteriet den 31. oktober i Ringsted Kongrescenter, når Vækstfabrikkerne, Ringsted Erhverv og DANA inviterer inden for til “Årets iværksætter event”. Dagen er dedikeret til iværksætteri og blandt hovedtalerne er serieiværksætter Martin Thorborg.

– Vi har inviteret Martin Thorborg, fordi han er en af dem, der har formået det at skabe succes. At løfte et projekt helt fra bunden og få det til at virke og tjene penge. Og han har en fantastisk evne til at tale konkret og brugbart. Så jeg glæder mig rigtig meget til igen at blive inspireret af Thorborg, udtaler Bendt Nolsøe, salgs- og marketingchef i DANA.

Der er har været kæmpe efterspørgsel billetter. Der er langt over 200 tilmeldte til eventet nu, og maksimalt plads til 280. Den store efterspørgsel glæder naturligvis direktør i Væksthus Sjælland og Vækstfabrikkerne, Mads Váczy Kragh.

– Det her er nok det største iværksætterevent i Region Sjælland nogensinde. Vi har undervejs måttet flytte lokaler for at imødekomme den store efterspørgsel. Og det er jo rigtig skønt, at vi sammen med DANA og Ringsted Erhverv kan stable et event af den her størrelse på benene. Skal man have en billet, så skal man kridte skoene og se at få sig tilmeldt, for der er nok udsolgt lige om lidt. fortæller Mads Váczy Kragh.

Men på dagen bliver deltagerne ikke bare inspireret af Martin Thorborg. Dagen har nemlig et særligt fokus på digital markedsføring, lige fra søgemaskineoptimering til, hvordan man producerer viralt content.

– En iværksætter uden kunder overlever ikke ret længe. I dag er rigtig meget salg og markedsføring rykket online, og derfor er det også et af de områder, vi sætter i fokus på vores iværksætterevent. Vi har derfor fundet nogle skarpe eksperter, som kan føre virksomhederne godt igennem og sende dem hjem med helt konkrete to-do’s, fortæller Mads Váczy Kragh, direktør Vækstfabrikkerne og Væksthus Sjælland.

Et andet fokus på dagen bliver at udvide sit netværk, og at finde sit “why” med Leif Carlsen. For “hvorfor” eksisterer din virksomhed egentlig, “hvorfor” er du en bedre leverandør end dine konkurrenter, og “hvorfor” har du overhovedet valgt at starte virksomhed.

– Det her med at have styr på sit “why” og vide, hvorfor man gør, som man gør, er faktisk sværere end man tror. For rigtig hurtigt bliver ting en selvfølge. Men har man en stærk og relevant formulering af sit “why”, så er der altså også gode chancer for at kunderne står i kø. Derfor er et godt “why” en af de ting iværksætterne gerne skal tage med sig hjem, fortæller Mads Váczy Kragh.

På dagen uddeles også en særlig pris til den bedste blandt de iværksættere, der sidder på de 12 Vækstfabrikker rundt i Region Sjælland.

– Vi har omkring 200 virksomheder siddende på Vækstfabrikkerne, og det er nogle rigtig spændende virksomheder. Så det bliver ikke noget nemt valg for os i juryen at kåre vinderen. Jeg glæder mig til en fantastisk dag, hvor vi alle sammen tager en masse input med os hjem, slutter Mads Váczy Kragh

Det er gratis at deltage på eventet, og derfor handler det også om at tilmelde sig hurtigst muligt. Der er nemlig rift om pladserne. Årets Iværksætter Event løber af stablen den 31. oktober i Ringsted Kongrescenter fra kl. 9 – 17.

Kommentarer