Ivan Lilleng, svar venligst på mit spørgsmål
Debat: Jeg har noteret mig Ivan Lillengs tekst, som formodes at skulle være svar på mit stillede spørgsmål om kommunens udmelding…
Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted.
Jeg har noteret mig Ivan Lillengs tekst, som formodes at skulle være svar på mit stillede spørgsmål om kommunens udmelding om begrænsninger i lodsejernes mulighed for at kunne føre fri dialog med kommunens udsendte i forbindelse med besigtigelsen af vores ejendomme i Kongsted i relation til den såkaldte skovsag med Vagn Jensen, Møllevej 66.
Det spørgsmål glider Ivan Lilleng udenom og svarer ikke på.
Læs også: Svar til Flemming Duus Mathiesen
Ivan Lilleng svar venligst på, hvad det er for nogle spørgsmål vi som ejere ikke må stille. Hvad er det rent faktisk du ønsker, at vi skal skjule?
Desuden er det ikke korrekt når Ivan Lilleng oplyser, at det er hans udvalg der har besluttet at gennemføre undersøgelsen. Sandheden er, som det fremgår af dokumenterne i sagen, at det er Natur- og Miljøklagenævnet, der har kasseret Faxe Kommunes afgørelse og stillet specifikt krav om en undersøgelse, som Faxe Kommune og Ivan Lilleng ikke havde foretaget jf. lovgivningen.
Desuden synes jeg snart, at det er på tide Ivan Lilleng som konservativ valgt lokalpolitiker begynder at svare på de breve og henvendelser han har fået om hvorfor han politisk støtter, at der skal pålægges ca. 30 huse i Kongsted landsbyen for tid og evighed en ny servitut om skovbyggelinie.
Ligegyldigt hvordan kommunen og Ivan Lilleng forsøger at tale dette ned, så er det et indgreb i den private ejendomsret og det vil få betydning for den fremtidige værdi af husene i området.
Det er skuffende at læse Ivan Lillengs svar som desværre må karakteriseres som nok et forsøg på en bortforklaring i forhold til denne sags substans.
Kommentarer