Debat og politik

Ivan Lillengs dobbeltmoral

debat indlæg

Debat: Efter gårsdagens marathon møde og nattesæde i byrådet sidder man som samfundsinteresseret skatteborger tilbage med en flov smag i munden.

Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted.

Mit ærinde her er at sætte fokus på Ivan Lillengs og det Konservative Folkepartis dobbelmoralske lokal politiske adfærd, således som det fremgår af TV dokumentationen fra Byrådsmødet.

Ivan Lilleng er formand for Faxe Kommunes Udvalg for Teknik- og Miljø, hvilket er post der berører mange menneskers dagligdag og økonomi.

Derfor er der behov for nærmere at se på Ivan Lillengs adfærd.

Ifølge byrådets dagsorden pkt. 192 har Ivan Lilleng valgt at slutte sig til Mogens Stilhoffs kampagne imod kommunens køb og sanering af Gefion ejendommen, som et samfundsansvarligt flertal i Byrådet har besluttet at køre igennem trods en vel forholdsvis høj pris.

Ivan Lilleng har ikke forklaret sig nærmere; men hans standpunkt formodes at være indeholdt i det klagebrev, som nu er fremsendt til Statsforvaltningen, Tilsynet.

Ivan Lilleng har således valgt at belaste administrationen og sætte spørgsmål ved det parlamentariske princip for Byrådets arbejde ved at indsende en klage –  alene fordi han blev stemt ned af et stort flertal i Byrådet.

Det rejser spørgsmålet om Ivan Lillengs dobbeltmoral og grundlæggende demokratiske sindelag.

Ivan Lilleng har i andre sager kritiseret/været forbeholden overfor almindelige borgeres brug af klagesystemet, når Ivan Lilleng og hans teknik forvaltning tromler uskyldige borgere.

Ivan Lilleng har blandt andet henvist til, at det koster kommunen dyrt med disse klager og hvad deraf følger.

Så nu er spørgsmålet da hvorfor Ivan Lilleng pludselig finder det i orden, at indklage en lovlig politisk flertalsafgørelse i Byrådet til Statsforvaltningen.

Det er da om noget misbrug af systemet Ivan Lilleng!

Lad mig nævne andre sager hvor det halter ganske alvorligt med Ivan Lillengs politik:

– Pylon sagen. Ivan Lilleng gennemtrumfede en ulovlig afgørelse i kommunen og vil nu ikke betale/hjælpe de borgere, der havde udgifter til at klage.

– Spildevandssagen. Her har Ivan Lilleng indtil nu fået hjælp af Venstres Dorte Nybjerg – der ikke har sat sig ordentlig ind i sagen –  til at køre en procedure igennem, som ikke svarer til hvad der sker i Slagelse og i strid med ministerens juridiske redegørelse.

– Skovsagen Kongsted. Indtil nu har Ivan Lilleng ikke foretaget sig noget – vel nærmest modarbejdet – desværre sekunderet af Dorte Nybjerg – den lokale landsby beboergruppe, Nabogruppen Kongsted.

Jeg kunne opremse flere eksempler.

Jeg håber ovenstående er tilstrækkeligt til at påpege det dobbeltmoralske i Ivan Lillengs måde at drive politik på.

At indklage en lovlig flertalsafgørelse i et politisk mandatbærende forum som Faxe Byråd er uhørt.

Oveni dette kommer så det andet konservative byrådsmedlem Peter Joensens optræden på slap line i aftes.

I sin tale lod han forstå, at klagen over flertallet var årets julegave til Byrådet!

Velbekomme!

Så er lavpunktet da vist nået for i år, når drejer rejer sig om saglig politisk debat og omgang med skatteborgernes penge!

Og så finalen.

Ved afstemningen i aftes i Byrådet stemte Ivan Lilleng og Peter Joensen forskelligt.

Peter Joensen stemte for og Ivan Lilleng undlod at stemme.

Interesserede kan se en optagelse af byrådsmødet på faxe.kommune-tv.dk (Red.)

Kommentarer