Olstrup

Janus Berg fra Olstrup vandt guld

SILVAN, et af Danmarks førende byggemarkeder for gør-det-selv-entusiaster, har netop fundet årets tre vindere af Gør-Det-Selv-Mesterskaberne, landets største konkurrence for fingersnilde danskere. Den ene af de tre guldmedaljer gik til Janus Berg fra Olstrup ved Haslev for en fantastisk køkkenhave.

SILVAN har i dag uddelt 45.000 kroner til vinderne af årets bedste gør-det-selv-projekter. Janus Berg fra Olstrup ved Haslev kan således indkassere 15.000 kroner til byggematerialer og værktøj for en fantastisk køkkenhave, der skal være med til at gøre familien selvforsynende med grøntsager, frugt og bær. Selvom køkkenhaven vandt kategorien Den Lette, løfter den alligevel køkkenhavebegrebet op på næste niveau, hvor der er leget med former og farver, dufte og smage.

Læs også: Skal køkkenhave i Olstrup vinde mesterskab?

I kategorierne Den Svære og Den Sjove er det Helle Nielsen fra Svenstrup og Mads Hindsgavl fra Silkeborg, der hver især kan indkassere et gavekort til en værdi af 15.000 kroner. De har designet og bygget et bålsted og et sejlende vildmarksbad, som en ekspertjury kårede som de bedste projekter ud af de 20, som fik flest stemmer på silvan.dk. Hele 1.515 projekter har i alt været tilmeldt konkurrencen.

– Også i år har vi været imponerede over, hvor gode, gennemarbejdede og kreative projekter, deltagerne har indsendt. Danskerne er ét af Europas mest ihærdige og dygtige gør-det-selv-folk, og vinderprojekterne er et godt vidnesbyrd om den skabertrang, der er rundt om i hjemmene. Vi er stolte over at kunne bidrage med know-how, materialer og værktøj og ønsker vinderne et stort tillykke. De har virkelig fortjent præmierne, siger Lars Buch Sørensen, der er regionschef i SILVAN og en del af konkurrencejuryen i SILVANs Gør-Det-Selv-Mesterskab.

Janus Berg fra Olstrup har været idémanden bag køkkenhaven, og som praktisk mesterbygger har Janus haft Kaare Hansen med sig på projektet. For dem begge har det været både sjovt og udfordrende at gennemføre byggeriet.

– Vi har været to om projektet, og selvom det ‘bare’ er en køkkenhave, har den alligevel krævet en del beregninger og lidt matematik for at blive helt rigtig. Vi har skabt lige præcis den køkkenhave, som vi har drømt om, og som skal være med til at gøre os selvforsynende med blomster og grønt hele sommeren. Når jeg ser på de mange andre projekter i konkurrencen, bliver jeg ekstra stolt over og glad for, at vi har vundet, lyder det fra Janus Berg.

Billeder af vinderprojekterne, de 20 projekter, der har fået flest stemmer samt alle indkomne bidrag kan ses på www.silvan.dk/gds2018.

Kommentarer