Jason Watt besøger Haslev den 24. marts

Haslev: Haslev Bibliotek inviterer til foredraget ”Fordi jeg vil!” med racerkøreren Jason Watt.
Tirsdag den 24. marts klokken 19 inviterer Haslev Bibliotek til et foredrag med én af Danmarks bedste racerkørere gennem tiden. Jason Watt vil trods sin barske historie, levere foredraget med masser af humor, charme og nærvær. Som tilhører kommer man hele følelsesregistret igennem.
Foredraget „Fordi jeg vil!“ tager udgangspunkt i Jasons selvbiografi af samme navn, som er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Sjak Svendstorp. Bogen blev straks en bestseller og toppede de fleste bog-hitlister i Danmark.
„Fordi jeg vil!“ er et inspirerende foredrag om mod, viljestyrke, engagement og dét at arbejde fokuseret på at nå sine mål via vedholdehed og ikke mindst viljen til at VILLE.
Vindermentalitet, vilje og betydningen af at sætte sig nogle mål, små som store er nøgleordene for foredraget, med udgangspunkt i Jasons måde at tackle tilværelsen på, hvor han fortæller om sin egen kamp tilbage til livet. Om et comeback i motorsporten, der gennem årene havde lært ham, at selv håbløse situationer kan vendes til sejre.
Jason fortæller åbenhjertigt om tankerne i den svære tid efter sin motorcykelulykke, der gjorde ham lam fra brystet og ned. Men også omkring det, at livet selv i dag, hvor han på mange måder har overvundet sit handicap, set udefra i hvert fald, ikke altid er den solstrålehistorie, vi alle kender fra blade og TV. Ikke mindst når det gælder det faktum ikke at være i stand til at være en fysisk aktiv far til sine tvillinger.
Billetterne koster 50 kroner og de kan købes på www.faxebibliotek.dk
Kommentarer