Jazz og torvemarked på Torvet i Haslev pinselørdag

Juni måneds Torvemarked krydses af en gratis jazzkoncert med den engelsk-danske trio Jazz Light District.
Pinselørdag, den 3. juni mellem klokken 10 og 14 afholdes juni måneds ’Torvemarked’ på Torvet i Haslev. Stadeholderne vil som sædvanligt have mange spændende og anderledes varer med. Blandt andet gode ideer og særlige tilbud til Fars dag.
Fra klokken 11.30 til 13.00 spiller Jazz Light District en gratis koncert på Torvet. Den engelsk-danske trio vil spille en god blanding af rytmisk jazz, swing, latin, gospel og meget mere – i en ganske intim, udadvendt og glad musikalsk atmosfære. Trioen består af de to englændere Paul Harrison på klarinet, sopran- og altsax, samt Phil Nice på piano og den danske sangerinde Camilla Ernen.
Der sælges fadøl og der vil blive opstillet borde og stole. Haslev Handelsstandsforening står for musikarrangementet.
Kommentarer