Haslev

JazzKamikaze spiller koncert i Haslev

Haslev: “Spillestedet” i Haslev åbner 2013 med et besøg af den spændende gruppe JazzKamikaze på torsdag Efter en flot sæson på “Spillestedet”, der blev afsluttet med en meget velbesøgt koncert med Caroline Henderson Duo, er det nu blevet tid til at byde velkommen til den første koncert i 2013.

Torsdag den 7. februar spiller den spændende gruppe “JazzKamikaze” i Spillestedet.

JazzKamikaze er historien om et band, der har været i konstant kunstnerisk bevægelse og som aldrig har valgt den åbenlyse og nemme vej, men snarere den snørklede og ubetrådte sti i håbet om at finde noget nyt. En evig søgen, der har inspireret den kompromisløse gruppe.

JazzKamikaze udgav debutpladen “Mission I” i 2005 hvor de også vandt Young Nordic Jazz Comets. To år senere stod de i spidsen for den “Internationale Lancering” af dansk jazz. Bandet har spillet på de største jazzfestivaler verden over og har turnéret i mere end 25 forskellige lande. I 2008 skrev JazzKamikaze pladekontrakt med det amerikanske/japanske pladeselskab, SevenSeas Music, som i marts 2010 udsendte et album med gruppen.

Man kan følge JazzKamikaze på Facebook

“Spillestedet” er et samarbejde mellem Faxe Musikskole, Biblioteket i Haslev samt Faxe Kommunes Center for Kultur, Fritid og Borgerservice.

Læs også: Caroline Henderson for fuldt hus i Haslev

Billetter kan købes på bibliotekerne i Haslev og Faxe, eller ved indgangen, så længe billetter haves.

Billetprisen er 90 kroner.

Koncerten finder sted torsdag den 7. februar på Spillestedet, Præstevænget 23, Haslev. Dørene åbner klokken 19.00, koncerten starter klokken 19.30.

JazzKamikaze:

  • Marius Neset: Tenor og sopransax, trædeorgel
  • Daniel Davidsen: El-guitarer, 12-string el-guitar
  • Morten Schantz: Piano, vibrafon, trædeorgel
  • Kristor Brødsgaard: Kontrabas
  • Anton Eger: Trommer, percussion

Kommentarer