Faxe by

Jesper Milan finder interessante fodspor i stenplade

Faxe: En stenplade med en række forstenede fodspor har i mange år ligget i en montre på Naturhistorisk Museum i København uden at blive nærstuderet. Nu har museumsinspektøren på Geomuseum Faxe fundet ud af noget interessant om fodsporene.

Et fossil som blev fundet i 1950 på en ekspedition i Østgrønland, og som siden har ligget i en montre på Naturhistorisk Museum i København, viser fodsporene fra en såkaldt temnospondyl, som for 358-299 millioner år siden, satte sine fodspor ved Mesters Vig i det østlige Grønland, skriver Politiken.

Museumsinspektør fra Geomuseum Faxe, Jesper Milan, lavede sammen med to tyske kolleger Sebastian Voigt og Hendrik Klein sidste år en videnskabelig analyse af den 50 centimenter lange og 25 centimeter brede stenplade. De er kommet frem til, at fodsporene stammer fra en temnospondyl, som var et salamanderlignende dyr, der målte cirka en halv meter fra hoved til halespids.salamander

Det salamanderlignende dyr efterfulgte den ”firbenede fisk”, som var de første urpadder på landjorden. Da den levede hang landmasserne mere eller mindre sammen, og dengang var Grønland en del af det, vi i dag kender som Nordamerika.

I Nordamerika har man fundet en del fossiler af det salamanderlignende dyr, som museumsinspektør, Jesper Milan, netop har analyseret. Dog har de ikke før nu kendt til, at den har levet på Grønland.

Den videnskabelige analyse, som er udarbejdet af Jesper Milan og hans tyske kolleger, er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet ”Bulletin of the Geological Society of Denmark”.

Kommentarer