Jesper Vollmer er aftenens gæstetaler ved Erhvervsprisuddeling 2024
Business Faxe afholder den årlige Erhvervsprisuddeling den 21. november på Rønnede Kro. Her samles det lokale erhvervsliv for at fejre virksomheder og iværksættere, der har gjort en særlig indsats og bidraget til vækst og udvikling i Faxe Kommune. Aftenen byder på fire prisuddelinger og oplæg ved stjernekokken Jesper Vollmer.
Erhvervsprisuddeling 2024 har til formål at styrke lokal stolthed og sammenhængskraft ved at anerkende de succeser, som skaber arbejdspladser og innovation i området. Arrangementet er en oplagt mulighed for at mødes med erhvervskolleger, udveksle erfaringer og få ny inspiration i festlige rammer.
Fra Kongehusets køkken til iværksættereventyr
Aftenens oplægsholder er den kendte kok og iværksætter Jesper Vollmer. Med erfaring som køkkenchef i Kongehuset og stifter af den populære madklub Klub Vollmer, vil Jesper med charme og humor tage aftenens gæster med på sin spændende rejse fra Kongehusets køkken til iværksætterverdenen. Hans indsigtsfulde og underholdende fortællinger vil uden tvivl sætte prikken over i’et på en spændende aften.
De nominerede til Erhvervspriserne 2024
I løbet af aftenen uddeles der fire priser:
Årets Virksomhed 2024 som er sponseret af Sparekassen Sjælland-Fyn: Her er de nominerede Faxe Kalk A/S, Hauberg Technique A/S og SP Medical A/S.
Årets Iværksætter 2024 som er sponseret af Beierholm: Her er de nominerede Koral, Spirekassen ApS og GreenWood ApS.
Årets Turismepris 2024 som er sponseret af Møns Bank: Her er de nominerede Gisselfeld Kloster, Rønnede Kro og Dalby Hotel.
Faxe Kommunes Virksomhedspris 2024 som er sponsoreret af Faxe Kommune: Her er de nominerede REMA 1000 Haslev, Spjellerup Friskole og Danhostel Faxe.
Vær med til fejringen
Det bliver en festlig og inspirerende aften med netværk, god mad og ikke mindst fejring af det lokale erhvervslivs dygtige aktører.
Erhvervsprisuddelingen 2024 er åben for tilmelding via Business Faxes hjemmeside under Arrangementer. Der opfordres til at sikre plads i god tid, da arrangementet plejer at være velbesøgt.
FAKTA:
Tid og sted
Dato: 21. november 2024
Tid: 17.00 – 22.00
Sted: Rønnede Kro, Hovedvejen 22, 4683 Rønnede
Kommentarer