John Mogensen Kabaret i Visekælderen i Karise
Karise: Visekælderen i Karise får besøg af Visens Venner Østsjælland på Karise Højskole på mandag den 9. januar
Mandag den 9. januar kan man opleve 10 – 12 af medlemmerne fra Visens Venner Østsjælland opføre den populære kabaret om John Mogensen i Visekælderen i Karise. Kabaretten vil i ord og toner fortælle om John Mogensens liv og karriere. Alle kender John Mogensens elskede sange, som stadig er vedkommende, fordi de handler om mennesker på godt og ondt. F.eks. „To men’sker på en strand” eller „Nina, kære Nina” eller „Sidder på et værtshus”.
Mange mennesker har allerede hørt og set forestillingen, der for omkring 4 år siden blev stablet på benene til et eftermiddagsarrangement internt i Visens Venner Østsjælland. De dygtige og engagerede mænd og kvinder havde ramt plet og kabareten har overalt, hvor den er blevet opført, høstet stor anerkendelse.
Visens Venner Østsjælland blev startet i 1996 af en gruppe viseglade mennesker. Visens Venner Østsjælland har ca. 20 aktive visesangere og musikere samt 80 passive medlemmer i Fakse Rønnede og på Stevns. Visens Venner Østsjællands aktive mødes hver mandag kl. 19 – 22 og øver på Hylleholt skole i Fakse Ladeplads.
John Mogensen Kabaretten foregår hos Visekælderen i Karise på Karise Højskole mandag den 9. januar kl. 19.30.
Kommentarer