Jorden til Eco Park Rønnede er blevet billigere
Faxe Kommune: Kommunen sparer helt op til 4-5 millioner kroner på køb af jorden til Eco Park Rønnede
Kommunen mangler at få aftaler på plads med to jordejere, men alt peger på at kvadratmeterprisen bliver meget billigere end først antaget. Det generelle prisfald på betyder at prisen per kvadratmeter nu nærmere ligger på mellem 45 og 50 kroner end de 80 kroner den lå på, da planerne om Eco Park Rønnede blev fremlagt for første gang for et par år siden.
Hvis de to resterende grundejere, der har jord indenfor første etape af erhvervsområdet, vil indgå frivillige salgsaftaler, kan det betyde, at kommunen kan spare omkring 4-5 millioner, og at lånet til jordkøbet kan reduceres fra omkring 13 millioner kroner til omkring 8 millioner kroner.
Faxe Kommune har allerede indgået købsaftaler med to af de jordejere der har jord, hvor den kommende Eco Park skal ligge. Den ene aftale er indgået med Ole Munch Mortensen. Det er et jordstykke på 3.125 kvm i den østlige del af erhvervsområdet og prisen er aftalt til 50 kroner per kvadratmeter.
Den anden aftale er indgået med Hans Erik Jensen. Her køber kommunen i alt 3.582 kvm, hvoraf de 1.456 kvm er i landzone. Her er prisen aftalt til 45 kroner per kvadratmeter, undtagen for den del af jorden der ligger i landzone, hvor prisen er aftalt til 18 kroner per kvadratmeter, på trods af Finanstilsynets anbefalinger om at landbrugsjord skal værdisættes til mellem 12 og 16 kroner per kvadratmeter.
– Men prisen udregnes helt individuelt og ikke mindst med tanke på, hvad jorden efterfølgende skal bruges til – og hvilket tab det er for den enkelte landmands drift, siger Steen Bendixen, økonomi- og ejendomskonsulent i Syd-Østsjællandske Landbocenter. Han er ikke overrasket over prisen skriver Sjællandske.
Den største jordejer i erhvervsområdet er Godtfred Christiansen, der ejer 107.054 kvadratmeter. Mikael Jensen, der ejer 53.500 kvadratmeter af det kommende erhvervsområde, vil vente med at indgå en aftale med kommunen, til det ligger fast hvor vejen skal gå.
I slutningen af januar eller begyndelsen af februar fremlægger forvaltningen tre forslag til vejens linieføring til politisk behandling hos Erhvervs- og Kulturudvalget.
Kommentarer