Juleaften 2013 i Æblehaven i Faxe

juletrae1

Faxe: For første gang tilbyder Æblehaven i Faxe en helt traditionel juleaften med både and og flæskesteg

Tirsdag den 24. december tilbyder aktivitetshuset Æblehaven i Faxe en hyggelig og traditionel juleaften i Æblehaven. Alle pensionister og efterlønsmodtagere er velkomne, men hvis man har brug for personlig bistand i forbindelse med transport, forplejning og toiletbesøg er det nødvendigt, at have en ”hjælper” med denne dag.

Arrangementet starter i Æblehaven klokken 15 med gløgg og knas. Klokken 16 er der julegudstjeneste i Faxe Kirke, men man er velkommen til at blive og julehygge i Æblehaven.

Klokken 18 serveres en helt traditionel julemiddag med både and og flæskesteg med tilbehør og derfter ris ala mande, selvfølgelig med en mandelgave.

Prisen for hele julearrangementet er 200 kroner per person. Samme pris for en eventuel hjælper.

Prisen er inklusive drikkevarer til julemiddagen.

Efter middagen skal der danses omkring Æblehavens store flotte juletræ, og synges mange af de dejlige julesalmer og – sange. Julehistorier vil der selvfølgelig også være.

Deltagerne bedes medbringe en lille gave til cirka 35 kroner.

Tilmelding og betaling senest fredag den 13. december i Æblehavens Café. Ved afbud efter den 13. december tilbagebetales de 200 kroner ikke.

Juleaften 2013 i Æblehaven foregår tirsdag den 24. december fra klokken 15 til 22.

Kommentarer