Julekoncert i Hylleholt kirke søndag
Faxe Ladeplads: Hylleholt Menighedsråd inviterer traditionen tro til julekoncert i Hylleholt Kirke, i år med Duoen Samklang.
Søndag den 7. december klokken 16.00 inviterer Hylleholt Menighedsråd til julekoncert med Duoen Samklang i Hylleholt Kirke.
Duoen Samklang består af altsangerinden Elsebeth Dyekjær Kruse og pianist Jørgen Kastrup-Larsen. De to har gennem flere års samarbejde oparbejdet et mangfoldigt program af sange som sammensættes til mange forskellige lejligheder.
Elsebeth Dyekjær Kruse er cand. mag. i dansk og drama. Hun har dyrket korsang, solosang og teater i mange år, tidligere som amatør, de seneste tre år som professionel. Er opvokset med det kirkelige repertoire, men mestrer også andre genrer, særligt den humoristiske og visegenren.
Jørgen Kastrup-Larsen er cand.pæd. i musik og underviser i sangteknik og klaverspil. Han har undervist på alle niveauer fra folkeskolen til universitetet. Skriver artikler om forskning i musik i danske og internationale tidsskrifter.
Koncerten er gratis og traditionen tro samles der ind til sognets julehjælp.
Kommentarer