Julekoncert i Faxe Kirke torsdag aften

Faxe: Årets julekoncert i Faxe Kirke bliver en spændende blanding af kunstudstilling, improvisations-julemusik og korsang.
Torsdag den 17. december klokken 19.30 afholdes årets julekoncert i Faxe Kirke
Kirken har dette år inviteret de to klassisk uddannede musikere, Anja Lillemæhlum (cello/sang) og Tineke Noordhoek (vibrafon/perkussion) samt malerinden, Helle Gantzel, der til lejligheden har malet billeder over bibelske julemotiver.
Disse malerier udstilles ved koncerten og bliver inspirationen for musikernes improvisatoriske julemusik. Efter koncerten vil Helle give en gennemgang af udviklingen i billederne og fortælle om inspirationen bag motiverne. Skulle nogen ønske at købe et af billederne, er dette også muligt.
Udover gæsterne medvirker traditionen tro kirkens eget ungdomskor, ”Ung Koralklang”, der vil være klar med en buket af julens dejlige musik, blandt andet musik af Michael Bojesen, Merete Kuhlmann og John Rutter. Koret ledes som vanligt af Lene Besser.
Kirkebilen kører – henvendelse til Faxe Kirkekontor på telefon 5671 3552 (tast 1) senest onsdag den 16. december klokken 12.
Alle er velkomne. Der er gratis adgang.
Kommentarer