Julemarkedet på Dalby Ældrecenter blev igen en stor succes
De frivillige og støtteforeningen på Dalby Ældrecenter afholdt årets julemarked lørdag.
Lørdag den 25. november åbnedes dørene for årets julemarked på Dalby Ældrecenter. Takket være flinke sponsorer kunne man tilbyde en tombola helt ud over det sædvanlige. Der var mange flotte gevinster og efter en god time, var der totalt udsolgt.
Køkkenet havde travlt med at servere æbleskiver og gløgg ligesom et nyt initiativ vakte lykke, nemlig salg af pølser. Også boderne med julepynt blev flittigt besøgt.
Det var en stor glæde for arrangørerne i år at se rigtig mange pårørende til beboerne samt gode venner af ældrecentret.
Bestyrelsen for støtteforeningen og de mange frivillige ønsker herigennem at takke alle sponsorer og gæster for et fint resultat. Det indkomne beløb skal naturligvis gå til spændende arrangementer for de ældre.
Kommentarer