Julen synges ind i Alslev kirke på onsdag

Alslev/Faxe: På onsdag inviterer Alslev Menighedsråd alle interesserede til at synge julen ind i Alslev Kirke

Onsdag den 5. december inviterer Alslev menighedsråd alle interesserede til at komme og synge julen ind i Alslev Kirke.

”Vi Synger julen ind” har hovedvægten lagt på, at deltagerne synger en række julesalmer, ledsaget af ledsaget af trompetist Mads Sørensen og organist Carl Jørgen Nielsen fra Haslev.

De to musikere er kendte for deres salmesangsaftener, hvor publikum bliver aktiveret og tilbudt en totaloplevelse, der giver dem lejlighed til at bruge alle sanser.

De spiller en række kendte stykker for trompet og orgel med relation til julen. Carl Jørgen vil introducere både salmer og musikstykker.

Der er også noget for synssansen i form at en række stemningsfulde billeder på storskærm. Det er Carl Jørgen Nielsens egne naturfotografier, der ledsager musik og fællessang.

Kirken vil være oplyst af levende lys, for at skabe den rette julestemning.

Koncerten består at to gange en halv time med pausen imellem.

I pausen er menighedsrådet vært ved et lille traktement og der vil blive lejlighed til at tale med de to musikere.

”Vi Synger julen ind” på onsdag den 5. december klokken 19.00 i Alslev Kirke.

Kommentarer