Julestue i den gamle smedie i Karise
Karise: Galleri Bläske i den gamle smedie i Karise inviterer til hyggelig julestue alle weekender frem til jul
Galleri Bläske i den gamle smedie i Karise har haft lukket et års tid, men åbner nu igen med et ændret koncept. Galleriets ejer, Britt Bläske Vestergaard, har valgt at slå sig sammen med sin gode veninde, Louise Dahl Pedersen.
Lørdag den 8. november byder de for første gang indenfor til en hyggelig julestue, som har åbent hver weekend frem til jul.
De arbejder begge to som lærere, Louise på den lokale folkeskole i byen og Britt på Stevns friskole. Derudover knokler de i deres fritid, hvor de syr, modellerer, støber, klistrer og hækler, så galleriet bliver et overflødighedshorn af håndlavede kreative produkter.
Det bliver et hyggeligt mix af traditioner og nytænkning, hvor kunderne kan finde alt fra engle, nisser, ophæng og stager til juledekorationer, kranse og udendørspynt.
-Det er vigtigt for os at der er noget til en hver smag, siger Britt.
– ja, og til enhver pengepung, slår Louise fast. Ikke kun julepynten skal man kunne finde hos de to kreative skolelærere, der kender hinanden fra Haslev Seminarium.
– Ingen skal komme forgæves og vi har masser af idéer, der står i kø. Også værtindegaven har vi masser af bud på, og vi pakker selvfølgelig fint ind i cellofan og bånd, ” siger de to.
Udover at købe lækre håndlavede ting, vil kunderne også kunne se hvordan tingene bliver til. Der nørkles også i åbningstiden, så der aldrig bliver tomme hylder.
– Vi glæder os vanvittigt til at byde velkommen den 8. november. Så sørger vi for at brændeovnen buldrer og stearinlysene blafrer.
Den første weekend vil det være muligt at nyde julemusikken, lysene, de lækre håndlavede sager, mens der nippes til en kop glögg og en hjemmebagt småkage.
Den første åbningsweekend den 8. og 9. november er der åbent fra klokken 10.00 til 16.00. De øvrige weekends frem til jul fra klokken 10.00 til 14.00
Galleri Bläske holder til i den gamle smedie på Køgevej 44, 4653 Karise
Kommentarer