Juletog mellem Køge og Haslev på søndag
Haslev: Juletoget fra Østsjællandske Jernbaneklub kører mellem Køge og Haslev søndag d. 11. december
På søndag d. 11. december kører Østsjællandske Jernbaneklubs Juletog mellem Køge og Haslev for 35. år i træk.
Juletoget mellem Køge og Haslev er en fast tradition for mange mennesker, der tager med for at hente juletræet hos Spejderne i Haslev og hjembringe det i Tuborg godsvognen fra 1950’erne.
Køge Spillemandsforening spiller op til julebal i toget og alle er som sædvanligt velkomne til at synge med på de gamle sange. I toget kan man købe æbleskiver, gløgg og kaffe, vin, øl og vand. Personalet på toget vil traditionen tro være iklædt uniformer, der svarer til togets alder.
Juletoget, der er festligt julepyntet, både ude og inde, vil i år blive trukket af ØSJKs 58 år gamle diesellokomotiv M8. Frichs i Aarhus byggede i alt 6 af dem, hvoraf to blev indsat i driften hos Østsjællandske Jernbaneselskab i efteråret 1953.
Der er afgang fra Køge station kl. 10.35, 12.35 og 14.35 toget ankommer til Haslev kl. 11.06, 13.06 og 15.06. Der er afgang fra Haslev kl. 11.50, 13.50 og 15.50. Der er mulighed for at stige af og på toget på mellemstationerne.
Butikkerne i både Køge og Haslev har åbent, og det er muligt at tage et tog ud og et senere tog hjem.
Billetter kan købes hos Skjold Burne på Torvet i Køge, og i Centrum Salonen, Vestergade i Haslev, samt ombord på Juletoget.
Pris: Retur voksen 50 kr. og barn 40 kr. Børn under 5 år kører gratis.
Kommentarer