Haslev

Julie Berthelsen synger julekoncert på Gisselfeld

Gisselfeld/Haslev: Onsdag d. 14. december er der julekoncert med Julie Berthelsen i Peder Oxe Hallen på Gisselfeld Kloster

Julekoncerten i Peder Oxe Hallen på Gisselfeld Kloster er i år med Julie Bethelsen og det lokale New Day Gospel kor varmer op.

De fleste kan nok huske Julie Berthelsen fra tv-talent konkurrencen Popstars i 2002, hvor hun vandt andenpladsen. Debutsinglen og -albummet blev en kæmpe succes. Singlen “Every Little Part of Me” solgte 30.000 eksemplarer, og albummet Home lå 30 uger på den danske album-hitliste.

Succesen blev yderligere cementeret af tre priser ved Danish Music Awards 2004, som “Årets danske sangerinde”, “Årets nye danske navn, og “Årets danske pop udgivelse”

Julie, der er født i Århus som datter af en grønlandsk mor og en dansk far, er opvokset i Nuuk. Siden Popstars har Julie arbejdet som skuespillerinde, tv-værtinde og har udgivet 5 albums.

I maj 2010 vandt Julie som korleder i AllStars på TV2, med et kor fra Nuuk. Præmien på 250.000 kroner gik til den grønlandske hjælpeorganisation, Nanu Børn.

De seneste år har Julie bl.a. turneret med akustiske koncerter og præsenterer bl.a grønlandske sange og fortællinger hjemmefra. På baggrund af dette var hun i studiet i sensommeren 2010 og Julie udgav sit 5.album “Closer” i september 2010 med 16 akustiske sange indspillet live. Selv siger hun at det er en helt anden nerve man mærker og hører i dette album. Det er samlet, roligt, nede på jorden, bundsolidt og helt ærligt.

New Day Gospel, der har eksisteret siden sommeren 1997, er Teestrup og Bråby kirkers gospelkor. Liw Dorph Christiansen fra Haslev, har siden januar 2011 dirigeret det 27 mand store kor og repertoiret er både traditionelle numre som Oh, Happy day og nyere gospelmusik. Til julekoncerten synger de også lidt julenumre.

Koncerten starter kl. 19.30, dørene åbner kl. 18.30. Billetterne til julekoncerten koster 225 kroner og de sælges på Billetlugen, i Fona samt i Bøger og Papir i Haslev.

Kommentarer