Haslev

K genvalgte Mikkel Lundemann Jensen

Faxe Kommune: Mikkel Lundemann Jensen blev i går aftes genvalgt som folketingskandidat i Faxe/Stevns Kredsen

Tirsdag den 12. marts havde Faxe/Stevns kredsen i Det Konservative Folkeparti indkaldt til opstillingsmøde på Rønnede Rådhus. Opstillingsmødet handlede hverken om kommunal- eller regionsrådsvalg, men denne gang om valg af kredsens folketingskandidat.

Den lokale Mikkel Lundemann Jensen var på genvalg og ingen andre havde meldt deres kandidatur. Enstemmigt vedtog forsamlingen derfor at deres folketingskandidat igen blev den unge Mikkel Lundemann Jensen, som nu opstiller for anden gang til folketinget.

Ved sin præsentation fremlagde folketingskandidaten et billede af en skovbrand. Til det tilføjede Mikkel Lundemann Jensen:

– Når de største træer i skoven forsvinder giver det plads til de nye unge skud. Jeg er det unge skud. Jeg vil være med til at føre partiet til fremgang igen.

Med det budskab mente den 23 årige Mikkel, at der skal gives plads til den næste generation og at partiet har brug for nytænkning og fornyelse, hvis partiet igen skal opnå fremgang.

Mikkel er 23 år og studerer til dagligt en bachelor i politik og administration på Roskilde Universitet. Bacheloren er han færdig med til sommer. Samtidig er Mikkel formand i den lokale KU forening, KU Køge Bugt, som har oplevet stor fremgang i medlemstallet det seneste år. Ved sidste valg formåede Mikkel og hans kampagneteam at dele 12.000 flyers ud og besøge 1200 hustande i Faxe og Stevns Kommune.

Ved valget af Mikkel som folketingskandidat, var der mange rosende og motiverende ord. Blandte andet fra Ellen Knudsen, regionsrådsmedlem (C) som sammenlignende Mikkel med en ung Helge Adam Møller;

– Jeg vil sammenligne Mikkel med Helge Adam Møller. Du har evnerne og et gåpåmod som nok skal få dig ind i folketinget, det er jeg sikker på.

Nu ser Mikkel frem mod det kommende valg og ved, af erfaring, at det kræver meget hårdt arbejde at føre en god folketingsvalgkamp.

– Vi tager arbejdshandskerne på og jeg glæder mig til at vise at vi konservative er borgelige stemmer der arbejder, afslutter folketingskandidat Mikkel Lundemann Jensen.

Kommentarer