Kåre fortæller om juletraditioner på Gisselfeld
’Standup-historikeren’ Kåre Johannesen fortæller blandt andet om vovede ’julelege’ i Riddersalen på Gisselfeld Slot.
Torsdag den 14. december klokken 19:30 kan man nyde en aften i ’standup-historikeren’ Kåre Johannesens selskab i Riddersalen på Gisselfeld Slot ved Haslev. Emnet vil denne gang være ’Juletraditioner’
Til en rigtig dansk jul hører som bekendt en lang række traditioner – men hvor kommer juletræet, julesnapsen, nissegrøden på loftet, den gode juleøl og alle de andre herlige faste indslag egentlig fra? Hvor ’dansk’ er egentlig vores danske jul?
Julen er traditionen tro en fejring af Jesu fødsel, men ser man den nærmere efter i sømmene, opdager man, at der er langt mere i det end som så. Julen er i virkeligheden i mindst lige så høj grad fyldt med det argeste hedenskab, og i baggrunden lurer både bronzealderens soldyrkelse, åndetro og Odin selv! Og for ikke så forfærdeligt længe siden var højtiden forbundet med ’julelege’, der selv med moderne øjne var… temmelig vovede!
En lille forfriskning og snacks vil blive serveret i pausen. Foredraget varer 2 gange 50 minutter med indlagt pause. Prisen er 250 kroner pr. person.
Man kan tilmelde sig via e-mail til hds@gisselfeld-kloster.dk senest den 12. december.
Kommentarer