Faxe Ladeplads

Kæmpe lokal støtte til Huset i Faxe Ladeplads

hovedgaden_40_faxe_ladeplad

Faxe Ladeplads: Bryggeriet Royal Unibrew har sponseret et fadølsanlæg, et flaskekøleskab og en parasol til Huset

Torsdag den 21. november modtog det nye medborgerhus Huset på Hovedgaden i Faxe Ladeplads tre flotte gaver fra bryggeriet Royal Unibrew i Faxe. Det lokale bryggeri har både sponseret et fadølsanlæg, et flaskekøleskab og en Royal parasol til brug i Husets gårdhave.

De flotte gaver blev overleveret af Bo Stigsnæs fra Royal Unibrew og de blev modtaget af formand Bent Bertram, kasserer Laurits Olsen og bestyrelsesmedlem Almer Simonsen fra Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening. Det skriver FaxeBugten.

Det nye medborgerhus har fået en forrygende start og husets festsal og gæsteværelser er klar til brug. Der har allerede været afholdt de første fødselsdags- og bryllupsfester ligesom Huset har haft de første overnattende gæster på 1. sal.

Hver torsdag kommer folk fra nær og fjern til de populære torsdagsarrangementer. Alle der har spillet musik eller holdt foredrag har gjort det uden honorar og i går aftes måtte mellem 40 og 50 gå forgæves.

Læs også: 40-50 personer gik forgæves til foredrag i Huset

Foreningen har også afholdt to spiseaftener, hvor den sidste, der var en kombineret valgaften med valgflæsk og persillesovs på menuen i tirsdags, tiltrak over 60 spisende gæster.

Læs også: Valgaften med valgflæsk i Huset på tirsdag

Alt dette havde aldrig kunnet lade sig gøre uden hjælp fra både frivillige og lokale firmaer. Et hold på mellem 30 og 40 frivillige har knoklet, de har blandt andet malet, ryddet vægge og flyttet døre. Men ikke alt kan klares af frivillige, der har også været mange opgaver for fagfolk. Ejnar Andersen, AL VVS, har hjulpet med radiatorer og andre nødvendige VVS reparationer. Mogens Dilling fra Faxe Låse sponserede og isatte nye låse. Tømrer John Breum har hjulpet med at ombygge køkken og toiletter og Bent Bertram har lavet nye el-installationer.

Sparekassen Sjælland har givet nogle fine møbler, som de havde overtaget fra Max Bank. Almer Simonsen har haft travlt med at skaffe en hel del nødvendigt udstyr til køkken og værelser og mange private har doneret møbler, blandt andet til gæsteværelserne på 1. sal.

Kommentarer