Kalkbrudsvej – hvornår kan den bruges til biler?

Debat: Kalkbrudsvej skulle anlægsmæssigt være færdig den. 23. november 2014, således at der igen kunne køre biler og anden trafik på vejen.
Indsendt af René Tuekær. Gruppeformand for Borgerlisten (Å)
Kalkbrudsvej er ikke en lang vej strækning, men er strategisk vigtig i Faxe by, da vejen medvirker til fordeling af trafikken i byen.
Tidspunktet for anlæg af vejen var gennemtænkt meget positivt. Lige efter Crazy Night i byen begyndte projektet og færdiggørelse skulle ske inden julesalget i byen. Nu er vejen blevet en vigtighed – vejen hvorpå der ikke må køre biler – og tidshorisonten er urimelig lang og informationsniveauet om, hvad der sker her 3 måneder efter er uendelig lavt.
Jeg har spurgt til sagen på både møder i økonomiudvalget og senest til byrådsmødet under punktet meddelelser den 11. december 2014.
Havde vejen været beliggende, hvor trafikken havde været endnu hyppigere havde der været fundet en løsning på sagen. Hvis det er vejkassen eller andet, som ikke er udført som det skulle kan det vel ordnes ved et skrivebord, mens anlægsprojektet rettes til, således at vejen bliver færdig.
Projektet er meget positivt og en del af Kulturstrøget, som fysisk og visuelt skulle binde Kulturhuset Kanten sammen med Vinkældertorvet og dermed guide besøgende og andre personer rundt i bymidten på en inspirerende måde og til gavn for handlen i byen. I øjeblikket må det simpelthen gå ud over handlen i byen, da handlende sandsynligvis handler andre steder, hvor vejforholdene er optimale. Det er meget beklageligt.
Få nu ordnet vejen færdig og afklar juridiske spørgsmål samtidigt ved skrivebordet.
Kommentarer