Karen springer ud som ny formand for Røde Kors
Faxe: Tirsdag d. 17. januar sagde Karen Spring ja til overtage formandsposten i Røde Kors efter Gertrud Tramm
I et fyldt Sognehus i Faxe afholdt Dansk Røde Kors, Fakse afdeling ordinær generalforsamling tirsdag den 17. januar, her tog man en flot afsked med Gertrud Tramm, formand gennem 16 år.
Det næste halve års tid tager Gertrud nemlig med sin mand, Frede Tramm til Australien, hvor Frede har sagt ja til at præst i Dansk Udlands- og Sømandskirke i Sidney. Derefter vender familien tilbage til deres hus i Faxe, som i øvrigt beboes af andre i denne periode.
Den afgående formand takkede for den fantastiske indsats, som alle aktivitetsgruppers, omkring 100 frivillige har ydet og glædede sig over, at Karen Spring sagde ja til formandsposten.
Gertrud Tramm flyttede til Faxe i 1994 og blev formand for Røde Kors i 1995. Inden da havde hun været formand fro Røde Kors i Roskilde i 15 år samt siddet i Internationalt Udvalg og Styrelsen for Røde Kors. Gertrud fortsætter som international ambassadør for Røde Kors.
Gertrud Tramm har fået en masse nye ting op at stå, såsom offerrådgivning, aktiviteter for flygtninge, besøgstjeneste, Nørklere, landsindsamlinger og ikke mindst genbrugsbutik.
Den nye formand, 60-årige Karen Spring, der bor i Faxe, har været medlem af Røde Kors i 25-30 år og har været aktiv i Røde Kors i Faxe i mange år, ikke mindst i integrationsarbejdet. Hun har siddet i bestyrelsen i 3 år, men været revisor i afdelingen i 15 år. Hendes mand, Hans, sidder også i bestyrelsen.
Karen har en baggrund som uddannet plejer fra Sct. Hans hospital, har haft en kvæggård i 20 år og i de sidste 16 år har hun arbejdet i socialpsykiatrien i Faxe. Karen har 4 børn og 8 børnebørn.
Supplerende oplysninger:
Udpluk af beretningen, der blev fulgt af billeder fra de mange aktiviteter som forgik i 2011.
Besøgstjenesten har 26 besøgsvenner og 30 besøgsmodtagere, som får et ugentligt besøg. Hvert år tilbydes en udflugt til et naturskønt område og en seværdighed for de mange besøgsmodtagere, som stort set ikke kommer uden for eget hjem eller plejehjem. Udflugten sluttes af med kaffe og kage.
Der blev også vist dejlige billeder fra Integrationsgruppen, som mødes en gang om måneden på Rolloskolen eller tager på en travetur f.eks. ved Vemmetofte Kloster mens ramsløgen står med sit flor af hvide blomster. I gruppen hygger danskere og flygtninge sig sammen for at skabe en gensidig forståelse i kulturmødet. Og vores nydanskere får et nuanceret syn på det danske sprog, traditioner og kultur.
Nørklerne; to grupper kvinder som mødes en gang om måneden for at syr og strikker til forfrosne børn rundt omkring i hele verden. Børn, som måske ville dø, hvis Faxe kvinder ikke var med til at gøre en forskel.
Offerrådgivningen havde meget travlt i 2011 omkring 12 henvendelser pr. mdr. med desværre meget alvorlige problemer, som ofret har behov for at tale om, det kan være hustruvold, voldtægt, trafikulykker og meget, meget andet, som ofret kan have behov for at tale om.
Røde Kors Butikkens aktivitetsgruppe i Faxe Ladeplads kunne fortælle, at der havde været en omsætning på over 900.000 kr. og heraf kunne der bruges 500.000 kr. til nationalt og internationalt hjælpearbejde. Der ydes en kæmpe indsats af omk. 50 kvinder og mænd for at sælge smukt tøj, dejlige bøger, gode møbler og ting og sager.
Ungdommens Røde Kors formidler sommerferieophold for de af kommunens børn, som ikke ville få en ferie. Vi ved hvordan børn kan stråle over at have noget at komme og fortælle om i skolen efter ferien.
Kommentarer