Karise

Karise Bodega fik uventet besøg fredag eftermiddag

billard-karisebodega

Karise: Ejerne af Karise Bodega troede at det var en joke da telefonen ringede fredag middag og et spritnyt billardbord netop lige var på vej til Karise.

Et nyt billardbord var for kort tid siden bestilt til levering hos Karise Bodega og overraskelsen var stor hos de to ejere af Karise Bodega, Christoffer og Rasmus, da telefonen ringede fredag kort efter middag.

Leverandøren af billardbordet Søren Søgaard havde fundet et hul i kalenderen, hvilket gjorde at man i samme øjeblik havde sendt en lastbil afsted mod Karise med et par montører og det nye billardbord, en investering på omkring kr. 50.000,- som gør at Karise Bodega nu kan tilbyde gæsterne at spille på det nyeste og bedste bord fra Søren Søgaard på Østsjælland.

Glæden var rigtig stor hos de mange faste billardspillere hos Karise Bodega da Christoffer først på eftermiddagen kunne fortælle om nyheden på Karise Bodega’s facebookside og gæsterne var ellevilde fredag aften, hvor der på et tidspunkt var ventetid for at komme til at spille på det spritnye billardbord, som også har indbygget varme i selve bordet.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer