Karise

Karise Bodega genåbnede med et brag af en fest

karise-bodega

Karise: Hele fredagen igennem var der stopfyldt med gæster på den netop genåbnede Karise Bodega og gæsterne var helt vilde af begejstring.

Efter at have været lukket ned i flere år var det fredag eftermiddag igen tid til at man kunne åbne dørerne på Karise Bodega og invitere indenfor til fest og sjov i gaden som varede til langt ud på natten.

Det er makkerparret Christoffer Falkenstrøm og Rasmus Sierant, som igennem den seneste måneds tid har knoklet både dag og nat med at renovere lokalerne som har været lukket ned i en hel del år, men nu igen er vågnet op til festligheder.

På spørgsmålet om hvordan man vil kunne tage konkurrencen op med de store byers natteliv udtalte Christoffer Falkenstrøm til Faxe.nu at det ikke bliver noget problem, det gælder blot om at lytte til hvad det helt konkret er at gæsterne ønsker og så ellers gå igang med at opfylde disse ønsker og det betyder at man fremover vil kunne opleve både karaoke, livemusik og spændende temaaftener hvilket der også er masser af god plads til i de nyrenoverede lokaler.

Rasmus Sierant stod bag baren hele aftenen og i en ledig stund udtalte han til Faxe.nu at denne aften simpelthen er helt fantastisk og han var jublende lykkelig over at man allerede på åbningsaftenen havde alle lokaler samt terrasen ude bag ved proppet med lokale og festglade mennesker i alle aldre, hvilket var et tydeligt tegn på at Karise igennem mange år har manglet et sted hvor både de helt unge og de modne gæster kan feste sammen uanset alderen.

Faxe.nu snakkede med flere af de mange gæster som deltog i åbningsfesten og alle var helt enige om at ideen med at genåbne Karise Bodega var en værdifuldt initiativ for lokalområdet og samtidig skulle man nu ikke længere tage til Køge eller Haslev for at gå i byen. På åbningsaftenen var det DJ’en fra Discotek Spinx, som stod for den musikalske side af underholdningen alt imens Christoffer, Rasmus og det øvrige personale i baren sørgede for at servere alt det gode fra baren til de mange gæster, hvor Faxe.nu skønnede at der ihvertfald var mere end 150 glade gæster da man lagde vejen forbi Karise Bodega.

Karise Bodega planlægger at holde åbent alle ugens dage og arrangementkalenderen er allerede under udvikling og værterne vil meget gerne modtage gæsternes ideer til hvordan man skaber Østsjællands festmekka i Karise.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer