Karise-firma nomineret til innovativ pris
Karise: Karise-firmaet Danske Idrætssvømmehaller er blandt de 10 nominerede virksomheder, når fagmessen SportsFair kårer ”det mest innovative produkt”.
Torsdag den 16. april kårer fagmessen SportsFair ”det mest innovative produkt”. Karise-firmaet Danske Idrætssvømmehaller A/S (DISH) er blandt de 10 nominerede virksomheder.
– Der er mange spændende ting blandt de nominerede produkter, der dækker virkelig bredt. Mange af produkterne er først kommet på markedet i år, fortæller Susanne Sørensen, projektchef i Messe C Fredericia.
Blandt de 90 udstillere på SportsFair er altså DISH fra Karise, der på messen vil introducere et nyt spændende træningskoncept til konkurrencesvømmere og selvtræning for motionister.
Virtual Trainer VT3 kaldes produktet. På få minutter rulles en vandtæt LED-lyskæde ud på bunden af bassinet og spændes op i højde med hvilekanten. Med et enkelt greb aktiveres teknikken, og en instruktør med bærbar pc kan nu tilgå systemet via almindeligt WIFI-net og styre træningsprogrammer for op til seks svømmere per bane. Hver svømmer tildeles en lysstribe med hver sin farve, og instruktøren kan nu sætte den hastighed, hvormed lysstriben bevæger sig langs bunden, og fastsætte avancerede træningsprogrammer for hver enkelt svømmer.
Både offentlige svømmehaller og svømmeklubber kan nyde godt af Virtual Trainer VT3, der altså nu har kastet en nominering af sig på messen i Fredericia. Det er messens besøgende, som kan stemme på det mest innovative produkt. Kåringen sker torsdag klokken 14.
Fagmessen SportsFair er den første samlede messe nogensinde for samtlige fritids- og sportsfaciliteter i Danmark. Der sættes fokus på hele branchen lige fra svømmehaller og wellnesscentre over stadions, arenaer, atletikanlæg, sportshaller, is- og skøjteanlæg til fodbold- og golfbaner samt bueskydningsanlæg.
SportsFair afvikles i Messe C Fredericia onsdag-torsdag den 15. og 16. april og arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Svømmebadsteknisk Forening og Danske Sportsfaciliteters Brancheforening. Læs mere på www.sportsfair.dk.
Kommentarer