Karise Fonden overtager Café Ådalen

Faxe Kommune og Karise Fonden har aftalt, at Karise Fonden fra 1. august 2017 skal drive Café Ådalen på Faxe Sundhedscenter.
Karise Fonden – eller Kariseorganisationen – består af Karise Efterskole, som er en specialefterskole for unge med særlige læringsforudsætninger. Kariseuddannelsen som byder på særligt tilrettelagt uddannelse (STU). Forkanten som er et botilbud. Værkstedet Luna i Haslev og Kulturhuset Leopold i Karise, som er en socialøkonomisk virksomhed.
Direktør for Karise Fonden, Henrik Friis, ser frem til opgaven.
– Vi er gået ind i det her, fordi vi med vores organisation, gerne vil bidrage til lokalsamfundet og samtidig skabe fornuftig beskæftigelse til vores unge med særlige forudsætninger, siger Henrik Friis.
Idéen er, at unge med særlige læringsforudsætninger bliver ledt fra efterskolen gennem den særligt tilrettelagte uddannelse til et aktivt og ligeværdigt voksenliv. De unge skal med Henrik Friis’ ord “deltage i og med samfundet”.
– Det er vigtigt for os, at Café Ådalen bliver et aktiv for brugerne, og for dem som skal have stedet som deres arbejdsplads. Driften skal gerne tilrettelægges med brugerne og aktørerne på sundhedscentret, siger Henrik Friis.
Læs også: Cafe Ådalen i Faxe Sundhedscenter er lukningstruet
I løbet af de kommende måneder op til overtagelsen af driften skal alt omkring den nye socialøkonomiske virksomhed tilrettelægges. Det drejer sig om alt fra caféens sortiment, menu og personalesammensætning.
Borgmester Knud Erik Hansen hilser Karise Fonden velkommen på Faxe Sundhedscenter.
– Jeg har nu gennem flere år fulgt organisationen bag Karise Efterskole og alle de knopskydninger, der er kommet til hen ad vejen. Det er kyndige folk, som gør en prisværdig indsats for at give unge mennesker med helt særlige læringsforudsætninger en mulighed for at indholdsrigt og værdifuldt liv. Jeg er sikker på, at vi fortsat vil have en god og velbesøgt café på sundhedscentret fra 1. august, siger Knud Erik Hansen.
Ændringer i beskæftigelseslovgivningen fik i oktober 2016 byrådet til at vedtage en afvikling af Café Ådalen som et beskæftigelsesprojekt.
Kommentarer