Karise

Karise Håndværker- og Borgerforening hyldet i Næstved

Karise Håndværker- og Borgerforening har modtaget en anerkendelse for deres kæmpe arbejde for at skabe liv og sammenhold i byen, fra GF Forsikring med “tak for dit overskud”.

I sin nytårstale sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet, at “det giver overskud og håb for fremtiden” at være en del af fællesskabet. Ordene fra Statsministeriet gav genlyd i Næstved, da GF Forsikring mandag den 29. januar sagde en særlig “tak for dit overskud” til nogle af de mennesker, der går forrest til gavn for fællesskabet.

– Hver dag er der personer, der gør lidt ekstra. Folk, som har overskud til deres medmennesker, og som ikke deler ud af deres overskud for at få anerkendelse eller tak. De gør det, fordi de ikke kan lade være, og fordi de gerne vil hjælpe andre, som har brug for en ekstra hånd, sagde GF Forsikrings lokale afdelingschef, Michael Kromann, i sin tale.

Overskuddet skal ikke tages for givet

To lokale foreninger og fem enkeltpersoner var i rampelyset, og de fik varme ord med på vejen:

– I deler ud af jeres overskud og skaber glæde og tryghed – vel at mærke uden at modtage pokaler eller medaljer. Men vi skal ikke tage jeres overskud for givet. I fortjener stor anerkendelse og frem for alt en kæmpe tak. Uden jer var vores lokalområde ikke det samme, sagde Michael Kromann videre.

Med kampagnen “Tak for dit overskud” har GF Forsikring ønsket at skabe et rum for at anerkende nogle af de mange overskudsmennesker, der findes i lokalsamfundet.

De værdige modtagere er nomineret af folk i lokalområdet via GF’s hjemmeside. Den endelige udvælgelse af modtagere har GF Sydsjælland selv stået for. Ud over hæderen fulgte et lille beløb, som GF Forsikring har doneret.

De modtog en særlig tak

  • Karise Håndværker- og Borgerforening gør et kæmpe arbejde for at skabe liv og sammenhold i byen. Bestyrelsen arbejder ulønnet og i fritiden, men formår alligevel gennem en række arrangementer at samle vores by.
  • Antine Jeinsen er et næstekærligt menneske. Hun er altid klar til at hjælpe. Hun er storsmilende og gør en kæmpe forskel for mange. Hun fortjener at blive anerkendt for sin personlighed og sit overskud.
  • Bestyrelse for Forsamlingshuset Enigheden gør et kæmpe arbejde for at holde liv i det 110 år gamle hus og for at styrke sammenholdet i lokalområdet bl.a. ved at afholde loppemarked, grillfest og spiseaftener i løbet af året. Uden deres indsats ville huset for længst have været lukket.
  • Thomas Juncker og Karina Gotfredsen fra Holmegaard Glasværks Fodboldklub. De tager hensyn til den enkelte spiller, så alle føler sig godt tilpas, og de bidrager til at hele klubben er et stort fællesskab, hvor der er plads til både de gode og de knapt så rutinerede spillere.
  • Marlene Pejtersen har oplevet mere modgang end de fleste. Trods ledighed, stress og kræftsygdom har hun altid overskud til at være der for andre. Hendes omsorg og opmærksomhed er uovertruffen.
    Michelle Hjørlunde Andersen fordi hun er en god veninde, der stiller op på alle tider af døgnet og er en stor hjælp og støtte.

Kommentarer