Karise og Alslev kirker søger indsamlere
Karise: Karise & Alslev kirker søger frivillige, der vil bruge tre timer på at samle ind til kvinder i verdens fattige lande.
Søndag den 8. marts afholdes Folkekirkens Nødhjælps årlige Sogneindsamling.
De fleste kvinder i Danmark tager deres ligeret for givet. Ret til uddannelse, ret til at stemme, ret til at tjene egne penge. I mange fattige lande er kvinders rettigheder også skrevet ind i grundloven. Alligevel er kvinders rettigheder ofte ikke eksisterende. Derfor indgår rettigheder og ligestilling mellem kønnene altid i Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder blandt andet med at
- motivere forældre til at undgå barneægteskaber
- oplyse kvinder om deres rettigheder
- uddanne kvinder, så de finder styrke og stemme i både familien og samfundet
- involvere kvinder i aktiviteter, der forbedrer deres økonomi
- fremme kvinders ret til at eje jord
- modarbejde misbrug af og vold mod kvinder.
– Vi har en god tradition for at indsamle til Folkekirkens Nødhjælp i Karise og Alslev, og det vil vi gerne fortsætte med, fordi det giver så meget mening. Og vi håber også, at flere vil være med, sammen med årets konfirmander, i at samle penge ind til et rigtigt godt formå, siger indsamlingslederne Pernille Obdrup og Jørgen Larsen fra Karise Menighedsråd, og fortsætter:
– Vi tilbyder ikke et stort landsdækkende TV-Show direkte fra Karise og Alslev – men morgenmaden giver vi til gengæld gladelig, hvis du vil hjælpe os en formiddag med at indsamle med indsamlingsbøssen søndag den 8. marts. For når vi støtter en kvinde i verdens fattigste lande, støtter vi en hel familie. Og når man uddanner en kvinde i verdens fattigste lande, uddanner man en hel familie.
– Indsatsen nytter! Sidste år lykkedes det årets konfirmander at indsamle et beløb som faktisk betød, at 24 familier kunne få mad og vand i 1 måned, eller at 71 familier kunne få etableret en køkkenhave til egen forsyning, eller at ikke mindre end 3548 mennesker kunne få rent vand og mad i en dag.
– I år, vil vi gerne kunne dække hele Karise og Alslev endnu bedre. Vi håber derfor, at nogle vil hjælpe med indsamlingen, også gerne nogle, der vil hjælpe med en bil, både fra Karise og Alslev. Ruterne er klar, og vi lover, at vi får en rigtig god, hyggelig og ikke mindst nyttefuld formiddag.
Interesserede kan melde sig som indsamler hos Pernille Obdrup, telefon 2741 8576, e-mail: pernille@obdrup.dk eller Jørgen Larsen, på telefon 6046 3550, e-mail: joergen4652@gmail.com.
Om indsamlingen i 2015:
Indsamlingen går til kvinder i verdens fattigste lande – og der er meget at kæmpe for:
- 60 procent af dem, som lever i kronisk sult, er kvinder fra verdens fattigste lande.
- 1 ud af 3 husstande i verden har en kvinde som eneste forsørger
- 70 procent af verdens fattigste er kvinder
- 1 ud af 3 kvinder udsættes for misbrug eller anden fysisk vold i løbet af deres liv
- 1 ud af 5 af verdens parlamentspladser er besat af kvinder
- 39.000 kvinder tvinges hver dag til at indgå ægteskab, selvom de er under 18 år
Kommentarer