Karise

Karise Vandværk beklager manglende info

vandhane

Karise: Karise Vandværk lover at gennemgå deres beredskabsplan for at sikre en bedre information i lignende situationer

Tirsdag den 28. oktober fra cirka klokken 13 og omkring fire timer frem var vandforsyningen til omkring 1.175 borgere  i Karise afbrudt.

Fejlen blev ikke meldt ud til byens borgere, hverken på Karise Vandværks hjemmeside eller ved en pressemeddelelse til den lokale presse. Desuden måtte flere borgere opgive at få  telefonisk kontakt til vandværket.

Derfor spurgte vi her på redaktionen tidligere i dag Karise Vandværk om hvorfor, de ikke havde informeret borgerne i Karise.

– Det er selvfølgeligt beklageligt at vi ikke fik opdateret vores hjemmeside, udtaler Karise Vandværks formand Søren Kristensen, der ikke så nogen grund til at informere i andre medier, da situationen var under kontrol i hele forløbet.

Læs også: Karise uden vand i mange timer tirsdag

På spørgsmålet om hvorfor flere havde ringet forgæves svarede Søren Kristensen:

– Tre bestyrelsesmedlemmer svarede i tidsrummet cirka 100 opkald fra diverse borgere. Nogle kom sandsynligvis ikke igennem på grund af optagede telefoner – andre blev måske mødt af telefonsvarer, da selve reparationen også skulle styres.

Bestyrelsen for Karise Vandværk har været opmærksomme på at det største problem ved et vandstop ikke ligger hos dem der kan ringe, men hos ældre mennesker som er meget svære at nå samt institutioner, skoler, plejehjem og lignende.

–  Jeg var personligt i kontakt med blandt andet Solhavecentret og Leopold, udtaler Søren Kristensen. Og han fortsætter:

–  Men vi vil selvfølgelig gennemgå vores beredskabsplan for at sikre en bedre information i sådanne situationer.

Kommentarer