Rønnede

Karismatiske kvæg-kvinder besøger Rønnede på torsdag

Rønnede: To karismatiske vestjyske kvægrådgivere lover landmændene smæk for skillingen og lejlighed til at få det sjove liv med køerne tilbage

På torsdag den 10. januar kan man møde to karismatiske vestjyske kvægrådgivere i Rønnede.

Ida Ringgaard, kvægnørd, chefrådgiver og chef for produktion i Vestjysk Landboforening besøger sammen med Danmarks Kalvedronning og kalveekspert Rikke Engelbrecht Østdansk Landbrugsrådgivning i Rønnede

De to kvægrådgivere bevæger sig uden for det normale territorium, med deres Roadshow 2013.

Formålet er, at mælkeproducenterne skal forstå, at det er de små forandringer, der betyder de store forskelle.

Få smæk for skillingen og det sjove liv med køerne tilbage – er hovedtemaet.

– Landmændene skal turde være modtagelige for kærlig verbal spanking, for at få det sjove liv med køerne tilbage, siger Ida Ringgaard.

– Vore rådgivere er allerede brugt og anvendt mange steder I landet, netop fordi vi siger vores mening. Det sætter de pris på, også når den ikke altid er det rene fløde i øregangen, siger hun til Vestjysk Landboforenings hjemmeside.

– Folk tror altid, det er besværligt at tjene penge, at de skal købe en ny maskine eller ansætte flere folk. Men vi er meget bevidste om at gøre arbejdet enkelt. En lille indsats, som for eksempel at lade kvierne gå adskilt fra køerne, indtil kvierne har kælvet første gang, kan vupti halvere antallet af dødfødte kalve, og det giver plus på bundlinjen, pointerer Ida Ringgaard.

Med eksperternes roadshow kan landmændene vente sig at få praktiske input til, hvad de selv kan gøre på deres drifter og hører om sammenhængen mellem den gode råmælk, økonomi i foderstyrke og mælkeydelse foruden alt om fup og fakta i branchen.

Tilmeldingsfristen udløber mandag den 7. januar 2013. Man tilmelder sig på Vestjysk Landboforening’s hjemmeside.

Vestjysk Landboforenings Roadshow 2013 foregår torsdag den 10. januar 2013 klokken 13:00 til 15:30 hos Østdansk Landbrugsrådgivning, Center Allé 6, 4683 Rønnede

Sådan laver du Guldkalven

Det er ikke første gang, at kvægrådgiverne går utraditionelt til værks. For nogle uger siden blev fire film med fif til kalveopdræt således lagt ud på Vestjysk Landboforenings hjemmeside til frit skue.

Kommentarer