Faxe by

Kartoflens dag fejres i Æblehavens Dagcenter

Faxe: Juni er højsæson for de nye danske kartofler. Det fejres landet over på Valdemarsdag den 15. juni.

Onsdag den 15. juni er det Valdemarsdag og her fejres Kartoflens Dag på en lang række af landets plejehjem, således også i Æblehaven i Faxe.

Borgmester Knud Erik Hansen har meldt sin ankomst, og han har traditionen tro snaps med.

Dagens program starter klokken 11 med historier om kartoflen. Klokken 11:30 serverer café Kernehuset stegt flæsk med persillesovs og nye danske kartofler – ad libitum. Dertil serveres der en snaps pr. person.

Herefter er der en kop kaffe og en småkage.

Fra klokken 13.00 til 14.30 underholder Maria og Erik med danske og svenske viser, hvor de har sanghæfter med så der er mulighed for fællessang.

Maria og Erik vil primært spille på guitar og harmonika, men der er også mulighed for, at de pludselig benytter elektrisk mandolin eller noget helt andet. Man kan aldrig vide hvad de spiller, men der er garanti for glad og smittende musik, som kædes sammen med små anekdoter.

Deltagelse koster 125 kroner per person. Tilmelding og betaling senest fredag den 10 juni i Æblehavens Café Kernehuset.

Valdemarsdag

Den 15. juni er det valdemarsdag. Det var på denne dag i 1219, at Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland, hvor den danske konge Valdemar Sejr kæmpede mod esterne i slaget ved Lyndanisse. Dagen bliver fejret af Danmarks-Samfundet, som sælger små dannebrogsflag til af finansiere flaggaver, faner som uddeles til forskellige foreninger. Indtil 1948 var dagen skolefridag.

Kilde: Wikipedia.org

Fakta om kartoflen

Kartoffelplanten (Solanum tuberosum) er en 25-100 cm høj urt, der er almindeligt dyrket for sine store, stivelsesholdige rodknolde. Kartoflen hører til blandt verdens mest dyrkede afgrøder. De overjordiske dele af planten er giftige, og det gælder i et vist omfang også knolde, som har ligget i jordoverfladen, så de er blevet grønne.

Dette og meget mere kan man læse på Wikipedia.org

Kommentarer