Haslev

Kend dit blodtryk – og forebyg slagtilfælde

Faxe Kommune: Alle bør kende sit blodtryk – og du kan få målt dit blodtryk i forbindelse med Verdensblodtryksdagen torsdag d. 10. maj

Næsten halvdelen af dem, der har forhøjet blodtryk ved det ikke, for man kan leve i adskillige år uden at opdage det. Med forhøjet blodtryk tvinges hjertet til at arbejde hårdere for at pumpe blodet rundt, så det med årene svækkes og bliver for stort. Forhøjet blodtryk er en af de alvorligste risikofaktorer for udvikling af hjerte-kredsløbssygdomme. Omkring 1 million voksne danskere har for højt blodtryk, og ca. 12.000-14.000 rammes årligt af et slagtilfælde.

Det er heldigvis nemt at få målt sit blodtryk, og er det for højt, er der gode behandlingsmuligheder.

Faxe Kommune understøtter Verdensblodtryksdagen i hele ugen, og vil stå klar med blodtryksmålere flere steder i kommunen. Alle interesserede borgere kan gå ind fra gaden og få målt blodtrykket og få en snak om resultatet med en sundheds- og forebyggelseskonsulent fra Faxe Kommune.

Faxe Kommune gør i år en særlig indsats for at få fat i gruppen af voksne over 50 år, fordi der blandt disse grupper er mange, som har et forhøjet blodtryk uden at vide det. Derfor vil Faxe Kommune i år tilbyde blodtryksmåling disse steder:

  • LOOP cirkeltræning, Grønlandsgade 3, Haslev, mandag d. 7. maj, kl. 9-12
  • Key2Fitness, Grønlandsgade 3 C, Haslev, onsdag d. 9. maj, kl. 13-17
  • Haslev Bibliotek, torsdag d. 10. maj, kl. 14-18
  • Æblehaven, Nygade 5, 4640 Faxe, torsdag d. 10. maj, kl. 9.30-13.30

 

Kommentarer