Haslev

Kim Fupz Aakeson gæster Haslev Kirke

kim_fupz

Haslev: Haslev Kirke inviterer til et foredrag med Kim Fupz Aakeson med titlen ”Den gode fortælling for alle aldre”

Fredag den 14. november får Haslev Kirkes Litteraturcafé besøg af den meget kendte børnebogsforfatter Kim Fupz Aakeson.

Med udgangspunkt i sit forfatterskab af børnebøger og meget andet vil Kim Fupz fortælle om det at fortælle historier: Hvordan er anatomien i en fortælling, hvordan skruer man det sammen, og hvor kommer ideerne fra? Og hvad hvis de ikke kommer? Hvad har en tragisk opera til fælles med den sødeste billedbog? Er Snehvide en god eller en dårlig hovedperson?

Der vil blive talt om elefanter, usympatiske karakterer, moraler, egensindighed, tv-kanaler, Taxidriver og så videre.

Fupz tager deltagerne med på rundtur i forfatterens arbejdsværelse og inspirationskilder fra hverdagen – selvom virkeligheden ikke er fuld af gode historier, kan den sagtens få lov til at fylde og spille voldsomt med, når noget skal på papir.

Alle kan deltage og være med.

Der serveres en forfriskning bestående af pølse, ost, vin i løbet af aftenen.

Deltagelse koster 80 kroner.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Foredraget kan opleves fredag den 14. november klokken 19.30 i Kirkehuset, Kirkepladsen 8, Haslev.

Kim Fupz Aakeson er født i Købehavn i 1958. Han debuterede i 1982 som tegneserietegner med albummet “Gå løs på livet”. I 1984 udsendte han den første børnebog ”Hvem vover at vække guderne”. Han har siden skrevet både noveller og romaner foruden børnebøger.

Han tog afgang fra filmskolens manuslinje i 1996. Hans første film var ”Den eneste ene” fra 1999, der vandt prisen for bedste film ved både Robert- og Bodil-prisuddelingerne i 2000. Han har siden skrevet både novelle- og spillefilm. Aakeson boede i en årrække på Christiania, men bor nu på Christianshavn.

Han er kendt for mange elskede børnebøger, blandt andre Vitello-bøgerne med også voksenbøger som for eksempel  ”Jonna er 54”. Han har vundet et utal af priser.

Kilde: da.wikipedia.org

Kommentarer