Kim Sagild giver koncert på Kultunariet i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/11/kim_sagild-620x380.jpg)
Haslev: Faxe Musikskole, Biblioteket og Faxe Kommune inviterer til en super aften med Kim Sagild & Band på Kultunariet.
Tirsdag den 29. november klokken 19.00 åbner ’Spillestedet’ igen dørene og præsenterer ’Som en hund uden snor…’ med Kim Sagild & Band på Kultunariet i haslev. Her vil Kim Sagild præsentere en række danske tekster udtrykt gennem en moderne fusion af jazz, rock og brasiliansk inspireret musik! Det er samtidig en fantastisk chance for at opleve hans personlige guitar spil.
Kim Sagild og hans band spiller blandt andet sange fra det nye album ’Som en hund uden snor…’ om det fede ved endelig ikke at være ung mere. Tekster der med lethed og dybde fortæller om frigørelse, tidens modebegreber, selvovervurdering, ro, kærlighed og tanker om livet og døden.
Spillestedet glæder sig til at byde velkommen til en koncertoplevelse, hvor de stærke danske tekster går i ét med de svingende rytmer, og hvor band’et leger med toner og feeling fra jazz, rock og brasiliansk inspireret musik, med klare referencer til de unge år med gruppen Buki Yamaz.
Kim Sagild har et langt og imponerende generalieblad, hvor han har markeret sig på den danske musikscene gennem de sidste fire årtier. Han var producer og sideman på nogle af 80‘erne og 90‘ernes markante udgivelser, og han har spillet og arbejdet med så forskellige navne som f.eks. Buki-Yamaz, Sanne Salomonsen, Trille, Kasper Winding, Bo Stief, Palle Mikkelborg, DR Bigband, Thomas Winding, Nanna, Søs Fenger, Thomas Helmig, Lill Lindfors, Nikolaj Steen, Mona Larsen, Moonjam, Arlo Guthrie, Poul Dissing, og mange, mange andre.
Kim Sagild’s band består af Per Kolling på trommer, Mads Bærentzen på piano, Lene Nørgaard Christensen percussion og vokal samt Peter Vuust på bas.
Spillestedet har denne aften valgt at rykke til Festsalen på Kultunariet, Søndergade 12 A, Haslev.
Billetter kan købes på musikskolens hjemmeside og ved døren. Prisen er 80 kroner plus gebyr per styk.
Dørene åbner cirka 15 minutter før koncertstart.
Kommentarer